uderum udeliv - Realdania Debat

De nye boligbebyggelser skulle opbygges efter
Garden City modellen, hvor den traditionelle landsbys
dimensioner, organisering og ikke mindst nærheden
til haver og grønne arealer var idealet. Fordelen ved
dette var desuden, at mange af de nye beboere op-
rindeligt kom fra landet og derfor var bekendt med det
rumlige formsprog og brugsmønstrene i denne type be-
byggelser. De blev indrettet som mini-samfund omkring
landsbygader med torv, pladser og haver. Bygningerne
skulle stå længere fra hinanden end i den trange by, så
man fik gavn af solens stråler både inde og ude og så
jorden mellem husene kunne bruges til små nyttehaver
og lignende. I Danmark er Lægeforeningens Boliger
et af de første eksempler på denne stil. Den interna-
tionale modernisme tager disse tanker til sig, men først
med Corbusier´s Villa Savoye fra 1929 er den ”grønne
præsenterbakke” for alvor sat i centrum. Typologien
adopteres hurtigt indenfor lejlighedsbyggeriet og bli-
ver den centrale struktureringsform for uderummene i
årene fremover.
Den klassiske by var planlagt med sluttede karréer
og punktvise grønne parker, et meget klart defineret
rum, hvor grænsen mellem natur og kultur, mellem det
bebyggede og landskabet var trukket skarpt op. Med
modernismen flyttedes idealet om det gode boligliv fra
den tætte introverte by mod den åbne bylandskab. Ef-
terhånden opløses karrene fuldstændig og bebyggel-
serne dannede nu stænger eller punkter i landskabet,
men organiseres gennem en strukturering af det om-
kringliggende landskab. Byen sås som en maskine, der
kunne optimeres ved at adskille de forskellige funktio-
ner, således at forretninger, virksomheder, kulturtilbud
og boliger blev skilt ad i hver deres zoner. Imellem disse
bredte sig store pastorale landskaber, grønninger med
søer og spredte beplantninger der skabte perspektiv
i det naturbillede, man kunne opleve fra lejlighedens
panoramavinduer og altaner.
Grønningen i den danske sammenhæng ses for
eksempel i de to meget fine bebyggelser Bakkehusene
af Ivar Bentsen og Thorkild Henningsen fra 1922 og Søn-
dergårdsparken af Hoff og Windinge fra 1950. Fælles
for disse rum er at de er udlagt som et større landskabe-
ligt træk der kan rumme mange aktiviteter og funktio-
ner for beboerne. En undersøgelse, foretaget et par år
efter opførslen af Kaare Svalastoga, daværende pro-
fessor i sociologi ved Københavns Universitet, påviste at
grønningen i Søndergårdsparken ikke fungerede som
det sociale mødested den var tænkt som – tværtimod
virkede den som en barriere mellem bebyggelsens to
sider. 54
Grønningens planlægningsmæssige idealer skab-
te grundlaget de fleste boligbyggerier frem til først i
1970erne. Her gik det op for arkitektstanden, at noget
var galt. Drømmen om landskabet som forløser holdt
ikke: den grønne flades æstetik kunne ikke alene løse
alle beboernes problemer – tværtimod var bebyggel-
sens typologi med til at skabe nogle nye udfordringer
bl.a. en række klimatiske problemer, der endda for-
stærkedes af de særlige under danske vejrforhold med
koldere temperatur, megen regn og vestenvinde. I det
midteuropæiske fastlandsklima, hvor de fleste af Mo-
dernismens første og modelskabende byggerier lå, var
det mindre problematisk med skygge på udearealerne
– her var det ligefrem en nødvendighed i de varme
somre at søge skygge for at kunne opholde sig uden-
for, men under de danske forhold betød bygningernes
lange slagskygger, at rummene ikke var behagelige at
opholde sig i. Dette problem opstod ikke i de enkelte
projekter, hvor der var plads nok til at orientere bygnin-
gen som en stang i øst-vest aksen med uderummene
på en grønning placeret mod syd. Men oftest var dette
ikke muligt, og da man desuden ønskede at optimere
hvert enkelt byggefelt og derved få plads til at mange
boliger som muligt, opførte man bebyggelserne så tæt
på hinanden som muligt, efter den regel at slagskyg-
gen for det første hus blev bestemmende for hvor det
næste kunne begynde. Dette var hensigtsmæssigt for
bygningerne og de enkelte lejligheder, men betød i
praksis at store dele af uderummene altid lå i skygge og
derfor ikke blev benyttet. Desuden var bygningernes
højde med til at fange vinden, sende den mod jorden
og accelerere dens hastighed – målinger viste ligefrem
at vinden kunne være tre til fire gange så kraftige ved
foden af et højt hus som på taget. I de værste eksem-
pler kom det så vidt, at man måtte låse bebyggelsernes
hoveddøre for at forhindre at vinden blæste dem op
typologi
uderum udeliv
typologi.indd 89 30-01-2010 21:44:23
89