SØULYKKER.

Oplysning om stedfundne Søulykker have vist, at Aarsagerne til de paagældende Søulykker i mange
Tilfælde ikke ere søgte tilstrækkelig oplyste.
Hvorledes der herefter kan være Tvivl om, at det baade er Søretternes Ret
og Pligt at udtale sig om «Aarsagerne» til de af dem undersøgte Søulykker synes
ganske uforklarlig.
Efter Forlydende skal imidlertid Grunden til, at dette kun undtagelsesvis sker, være, at en
Del af Søretterne — under Hensyn til at de eventuelt kunne blive dømmende i Sagen — nære Be-
tænkelighed derved, idet de befrygte ved slige foreløbige Udtalelser at ville komme i Modsigelse
med sig selv, saafremt senere tilvejebragte Vidnesbyrd eller Oplysninger maatte føre Retten til et andet
Resultat. At dette vil kunne blive Tilfældet er sandsynligt nok; men det ses ikke, at sligt vil kunne for-
volde nogen Skade eller paa nogen Maade nedsætte Rettens Anseelse, idet Hensynet til de ny Bevislig-
heders Fremkomst da maa være afgørende. I England og Tyskland har dette Forhold i alt Fald ikke
givet Anledning til, at Søretterne have undslaaet sig for at afgive Kendelser over Søulykkernes Aar-
sag. Som Exempel paa tyske Kendelser, de saakaldte «Spruch», afgivne af et «Seeamt» (§§ 4 og 25) —
hvilke særlig udmærke sig ved en klar og koncis Form og Motivering — kan der henvises til 3 af
disse, optagne under Nr. 43 og 297 i Oversigten for 1897 og under Nr. 54 i Oversigten for 1898.
Hvis de danske Søretter, i Modsætning til de fremmede, maatte være berettigede til at undlade
at udtale sig om Aarsagerne, maa der spørges: Til hvad Nytte kan da Oprettelsen af det vidtløftige
Maskineri for Søulykke-Undersøgelser og Udgivelsen af Statistikken herover være, naar Resulta-
terne af Søforhørene forblive uoplyste og de som Følge heraf intet som helst Ud-
bytte kunne yde til (Gavn for Navigeringen eller til Sikkerheden for Liv og Ejen-
dom paa Søen?
Den her omhandlede Fem-Aars Statistik udviser desværre paa en formentlig ubestridelig
Maade, at dette i det Hele har været Tilfældet; thi der kan næppe af de henved 500 afholdte Sø-
forhør, til hvilke ingen Angivelse af Aarsagen ses at være knyttet, uddrages nogen som helst Op-
lysning, der med Udbytte lader sig benytte i nævnte Hovedøjemed.
Særlig Kjøbenhavns Sø- og Handelsret synes næsten principmæssig at dele fornævnte
Betænkelighed; i alt Fald foreligger der fra Samme — med nogle faa Undtagelser (se Nr.5, 104 og
166 i Oversigten for 1894), Nr. 60 (1895) og Nr. 226 (1896) — saa godt som ingen Udtalelser om Aar-
sagerne til de af denne Ret i Fem-Aaret undersøgte 185 Søulykker, hvor betydelige og nautisk
belærende adskillige af disse end synes at have været (se f.Ex. Referaterne under Nr. 42, 71, 118
og 120 (1894); Nr. 42, 140, 168 og 221 (1895); Nr. 146 og 232 (1896); Nr. 11, 54, 87, 97, 132, 216,
245, 258, 274 og 287 (1897); Nr. 2, 38, 45, 69, 70, 143, 202, 212, 238, 273 og 299 (1898)).
I Modsætning hertil har Søretten i Frederikshavn i de fleste Tilfælde afgivet udførlige
Udtalelser, saaledes i 1898 angaaende 10 Søulykker (se f. Ex. Nr. 5, 67, 113, 153, 158 og 316). I de
under Nr. 39, 113, 175 og 305 refererede Tilfælde ses Strandingernes Aarsag at være tilskrevet
Manglen af tidssvarende Søkort.
Tabel Nr.5.
Bøder ikendte for Overtrædelser af Søloven af 1. April 1892 og Søretsloven af
12. April 1892.
Som det fremgaar af denne Tabel, er det særlig Undladelse af Anmeldelsen i rette Tid
af en Søulykke (se S.L. § 40 og S.R.L. § 9, sidste Stykke, samt Justitsministeriets Bekendt-
gørelse af 21. Maj 1895), der har givet Anledning til Bødestraf; i hele Fem-Aaret dog kun i Alt i
18 Tilfælde. For forskellige alvorligere Forsømmelser ved Navigeringen er der kun i 5 Tilfælde
ved Dom ikendt Bøder for de Ansvarshavende, altsaa for mindre end 1 pCt. af samtlige (616) ved
Søforhør undersøgte Søulykker.
I 99 af 100 Tilfælde maa følgelig Søretterne være komne til det Resultat, at Aarsagerne til
de stedfundne Søulykker nærmest kan siges at hidrøre fra de gennem de engelske «Official Inquiries» og
Søretsdomme bekendte Kategorier: «Acts of God or errors of judgment», altsaa «Naturkræfternes
uafvendelige Indgriben eller Fejlgreb af den Vagthavende under vanskelige og farefulde Forhold», i
hvilke Tilfælde der, som bekendt, alene kan blive Spørgsmaal om Tildelelse af en Advarsel fra ved-
kommende Sørets Side.
Her have altsaa Søretternes Undersøgelser utvivlsomt dog været til Nytte,
idet de paa ubestridelig Maade paany have konstateret den danske Sømands-
stands gamle, velerhvervede Ry for dygtigt Sømandskab og udho1dende Agtpaa-
givenhed under Udførelsen af sit opslidende og ofte farefulde Kald; men indirekte afgiver dette heldige Resultat tillige en Bekræftelse
af Bemærkningerne til Tabel Nr. 1 angaaende den unødige Vidtløftighed og delvise Overflødighed af det danske Undersøgelses-System
efter Søretsloven af 12. April 1892.
Tabellerne Nr. 6 og 7.