Den udvidede læseoplevelse - Viden om Læsning

defineres som de litteraturteoretiske værker, der bruger ordene ‘reader’, ‘the reading process’ og
‘response’ (Tompkins: IX). I følgende korte redegørelse vil jeg derfor fokusere på teoretikere, der kan
siges at have ydet et væsentligt bidrag til receptionsteorien, og jeg vil fremhæve forskelle og ligheder
mellem deres opfattelser af læseren.
Maria Louise Christensen: Den udvidede læseoplevelse
Én af receptionsteoriens hjørnesten blev lagt i 1960’erne på Universität Konstanz, hvor
litteraturforskerne Wolfgang Iser og Hans Robert Jauss begge var professorer. Med deres
receptionsæstetiske forskning var de medvirkende til at forme den såkaldte Konstanz-skole, der både
trækker på æstetikkens filosofiske tradition fra Baumgarten, Kant og Schiller og på den
fænomenologiske og hermeneutiske tradition fra bl.a. Husserl, Schleiermacher, Gadamer og
Heidegger (Leitch m.fl. edt., 2001: 1670). Hans Robert Jauss søgte i sin receptionsæstetiske forskning
især at gøre op med den nykritiske tankegang om, at læseren møder tekster som selvstændige
enheder. Selv når et værk virker nyt, præsenterer det ikke sig selv som nyt i et ‘informationsløst
vakuum’, men vil minde læseren om, hvad han i forvejen har læst og bringe ham i en bestemt
emotionel tilstand (Jauss 1969,1970/2001: 1554). Fremhævelsen af læserens erfaring og emotionelle
tilstand kunne lyde som de indledende skridt mod en fænomenologisk beskrivelse af læseren i
læsningen. Med sin udlægning af læsernes forventningshorisont (Erwartungshorizont) bevæger Jauss sig
dog hurtigt væk fra den enkelte læser og retter opmærksomheden mod den historisk akkumulerede
læserskare. Han fremhæver samspillet mellem forventningerne og de enkelte værker som dét, der
genererer fortolkning, uden at komme nærmere ind på hvordan den enkelte læser udvikler sin
fortolkning af en given tekst udfra dette samspil. Mens Hans Robert Jauss således er mere
interesseret i en læserskares akkumulerede forventninger, fokuserer Wolfgang Iser på, hvordan tekster
aktivt realiseres og konkretiseres af den enkelte læser i læsningen. Han argumenterer for, at et litterært
værk har to poler: den artistiske pol, som er forfatterens tekst, og den æstetiske pol, der er læserens
aktualisering af teksten. Det litterære værk findes ifølge Iser mellem de to poler. (Iser, 1980/2001:
1674). Selve læsningen ses derfor som en kommunikationsproces mellem tekst og læser, hvor teksten
udbyder en række Leerstellen, tompladser, som det er læserens opgave at udfylde (s. 1676-7). I kraft af
tompladserne besidder teksten også en ubestemthed. Ifølge Iser ansporer ubestemtheden på den ene
side læseren til at finde tekstens iboende mening og giver på den anden side læseren frihed nok til, at
det kan lade sig gøre. (Iser, 1974/1978: 287). Selvom Iser altså betoner, at det er den enkelte læser,
der aktivt realiserer og konkretiserer teksten, er fortolkningen ikke frit spil, men begrænses af de
tompladser, forfatteren har indskrevet i teksten: “What is concealed spurs the reader into action, but
this action is also controlled by what is revealed” (Iser, 1980/2001: 1676).
Både hos Jauss og Iser spiller læseren altså en væsentlig, men stærkt teoretiseret rolle, og
læserens aktivitet er altid allerede kontrolleret af teksten. Wolfgang Iser er den af de to, der i videste
12