Den udvidede læseoplevelse - Viden om Læsning

informationsløst vakuum. Tekster ‘ledsages’ med andre ord altid allerede af deres bibliografiske
koder og af parateksterne, som er medskabere af betydning for læseren.
Selvom McGann således nærmer sig den fænomenologiske læseres vilkår og betingelser i
mødet med teksterne, er Roger Chartier den af boghistorikere, der i videste udstrækning beskæftiger
sig med rigtige læsere. Chartier betoner læserens skabende rolle i tekstens betydningsdannelse med
sit synspunkt om, at teksten “kun bliver til tekst i sin relation til læseren udenfor” (Chartier: 150).
Det er jvf. Chartier læseren, der tillægger teksten betydning, og læsning betragtes som en kreativ
proces, hvis indhold ikke findes indskrevet i teksten. For Chartier er læsning netop ikke blot en
abstrakt, intellektuel aktivitet, men også “en kropslig indsats, en indskrivelse i rummet, et forhold til
en selv eller andre” (Chartier: 157). I modsætning til receptionsteoretikerne pointerer han hermed,
at læsning udføres af faktiske læsere, som er underlagt konkrete fysiske betingelser og begrænsninger
samt befinder sig i en bestemt historisk og social kontekst. Herudover insisterer han, ligesom
McGann og Genette, på betydningen af tekstens materielle former, som han ser som vidnesbyrd om
specifikke historiske læsepraksisser. Selvom Stanley Fish i den mest radikale del af “Interpreting the
Variourum” ytrer, at teksten alene er et produkt af læserens fortolkning, og Robert Darnton fokuserer
på personerne i bogens kredsløb frem for processerne, er det således faktisk Robert Chartier, der kommer
tættest på at definere den fænomenologiske læser.
Man kan dog stadig konkludere, at den virkelige læser er stærkt underrepræsenteret i
litteraturteoriens læserfremstillinger. Overordnet set udstikker receptionsteorien en rammesætning
for, hvordan læseren kan og bør forstås som en instans i enhver analyse og fortolkning af en given
tekst, mens boghistorikerne stiller en række interessante spørgsmål til læsning og reception.
Receptionsteoretikernes fokus på læseren som en abstrakt funktion, der er betinget af teksten,
overser fuldstændig den virkelige kød-og-blod-læsers vilkår og begrænsninger. Deres overvejelser om
læserens rolle i fortolkningsarbejdet bliver derfor mest af alt et opgør med nykritikkens fokus på
tekstens totale autonomi. Boghistorikerne nærmer sig med deres fokus på bogens og læserens fysiske
betingelser og væren-i-verden en beskrivelse af den fænomenologiske læser. Alligevel virker det som
om både receptionsteoretikere og boghistorikere afmærker en sti, de ikke selv betræder, eftersom de
ikke selv gennemfører større studier eller empiriske undersøgelser af læsning og læsere.
Hvad er en læseoplevelse?
Maria Louise Christensen: Den udvidede læseoplevelse
Læsning kan på baggrund af den eksisterende litteraturteori defineres bredt som en
betydningsdannelsesproces, der finder sted mellem tekst og læser, og som påvirkes af tekstens
bibliografiske og sproglige koder samt af de fysiske, sociale og historiske omstændigheder, læseren
befinder sig i. De eksisterende litteraturteoretiske betragtninger om læseren lægger dog ikke op til at
19