Den udvidede læseoplevelse - Viden om Læsning

Maria Louise Christensen: Den udvidede læseoplevelse
ikke [er] nogle navne, du er vant til at høre. Man skal tænke meget mere over dem, end hvis du læser
i en bog med danske og engelske navne (...) og så er der to, der hedder det samme” (GRA: 17-18).
De fremmede navne bliver altså en forhindring i læsningen, formentlig fordi de – fx ligesom lange og
ukendte fremmedord – vil tvinge læseren til at læse langsommere og dermed bryde læsningens flow
og forstyrre læseoplevelsen. Leif mente også, at de mange udenlandske navne gjorde læseoplevelsen
forvirrende, og han synes tilmed, der var meget ‘udenomssnak’ i romanen (LB: 18). På spørgsmålet
om, hvad han mener med ‘udenomssnak’, svarede han: “Ja, altså, tanker og så videre, der ikke helt
falder ind. Der er ikke nogen handling, der mangler handlingen, man kan støtte sig til. Jeg fandt den
virkelig, virkelig svær at følge med i, og man skulle bladre tilbage (...) Det er ikke serveret sådan, at
man får en glidende læseoplevelse” (Ibid). Leif siger her, hvad Grethe antydede, nemlig at
læseoplevelsen gerne skal være ‘glidende’, og at det derfor forstyrrer, når man må bladre tilbage. At
bøger er skrevet i et sprog, der ‘flyder ved gennemlæsning’, blev da også fremhævet som væsentligt
for den gode læseoplevelse 32 . Oplevelsen af at være opslugt af en handling beskrives af den
ungarske psykologiprofessor Mihaly Csikszentmihalyi netop som at være i ‘flow’. Med Mihalys ord
er ‘flow’ et udtryk for en optimal oplevelse med unik karakter, som mennesker vil søge at opnå igen.
Flow-oplevelser er kendetegnet ved at være autoteliske, dvs. skabt af en aktivitet, der ikke udføres,
fordi man forventer et fremtidigt udbytte, men fordi aktiviteten i sig selv er en belønning (Ertløv
Hansen: 174). Selvom læserne kan opleve, at de opnår større erkendelse om sig selv eller andre i
læsningen, lader det netop til at være de umiddelbart mærkbare gevinster som afslapning og
underholdning, der holder dem til ilden. Leifs og Grethes oplevelse af at blive forvirret har bragt
dem ud af denne lystbetonede tilgang til teksten, og det manglende flow kan derfor være med til at
forklare, at de gav læseoplevelsen de laveste karakterer. Grethe pointerede dog, at forvirringen
forsvandt, da hun var blevet færdig med romanen og kunne overskue teksten som et hele (GRA: 18).
Hanne nikkede bekræftende, mens Grethe fortalte og mente også, at “først når man er helt færdig
med den, får man det egentlig stykket lidt sammen” (HS: 19). I tråd med Barthes’ opfattelse af
læserens rolle søger Hanne og Grethe således at samle tekstens dele til en helhed både i og især efter
læsningen. De aktiviteter, virkelige læsere foretager sig i læsningen, ligger således i forlængelse af de
teoretiske betragtninger, Barthes har gjort sig om læserens rolle.
Selvom læserne ikke bruger samme ord som bl.a. Roland Barthes eller Paul Ricœur, der også
beskriver læsernes fortolkning og forståelse som en cirkulær hermeneutisk proces (Ricœur: 64ff),
giver de med deres udtalelser lige præcis udtryk for, at de opfatter læseoplevelsen som en
forståelsesproces med hermeneutisk karakter. Samtidig tydeliggør deres udtalelser, at der er tale om
en individuel forståelsesproces, idet de prioriterer forskellige elementer i det læste som godt eller skidt
32 se evt. Christensen, s. 13.
35