Den udvidede læseoplevelse - Viden om Læsning

forskydes deres fokus selv i forbindelse med receptionen væk fra læserne over mod bogen, der
betragtes enten som objekt eller tekst.
Maria Louise Christensen: Den udvidede læseoplevelse
Robert Darntons indledende pointe er, at læsning fremstår som ‘mystisk’, fordi vi ikke til
fulde forstår, hvordan vi afkoder tegn i læsningen, hvilken social indvirken den har, eller hvordan
læsning har ændret sig gennem tiderne (Darnton: 20). Det er disse aspekter, boghistorikerne ifølge
Darnton må undersøge for at afmystificere læsningen. Han mener, at boghistorikerne kan bruge
receptionsteoretikernes forestillinger om det fiktive publikum, implicitte læsere og fortolknings-
fællesskaber, men kritiserer deres observationer for at være alt for knyttede til deres egen samtid (s.
20). Robert Darnton ønsker ligesom Adams og Barker at bringe det historiske fokus ind i studier af
læsning og læseren. I forhold til læseren skal boghistorikere således, ifølge Darnton, fokusere på
læsningens historie og på hvordan, læsningen som aktivitet har udviklet sig over tid. Læsningens
historie skal dog også tage højde for læsernes interaktion med teksten: “[it] will have to take account
of the ways that texts constrain readers as well as the ways that readers take liberties with
texts” (Darnton: 21). For boghistorikeren Darnton er det netop ikke læseren alene, men også teksten
og dens materialitet, i form af bl.a. typografi og syntaks, der er med til at forme fortolkningen. Han
mener, at receptionsstudier er interessante, fordi de vil åbne op for det endnu større spørgsmål om,
hvordan det trykte ord har påvirket menneskets måde at tænke på (s. 21). Darnton kommer dog ikke
med nogen hjælp i forhold til, hvordan boghistorikerne kan strukturere eller fokusere deres
undersøgelser af læserne, eller hvor det er vigtigst at begynde. Han får kridtet et næsten
uoverskueligt stort interessefelt op, og selvom hans afsnit om læsere altså hedder ‘readers’, fremstår
Darntons læser hverken mere klart defineret eller mindre teoretiseret end hos Adams og Barker.
Jerome McGanns syn på læseren er straks mere håndgribeligt end Robert Darntons, men
minder samtidig til forveksling om de tekst- og læserbetragtninger, der findes hos Stanley Fish og
Roland Barthes. Ifølge Jerome McGann fremstiller læseren nemlig en tekst i læsningen, hvorfor
læsning fremstår som tekst, der er forankret i en bestemt social kontekst og i et konkret fysisk
medium. Hans opfattelse af læsning som en tekstuel aktivitet hænger sammen med hans generelle
syn på tekster og tekstualitet, der baserer sig på opfattelsen af, at tekster repræsenterer og i sig selv er
menneskelige handlinger (McGann: 4). Jerome McGann udvider desuden Gérard Genettes
paratekstbegreb, der fokuserer på tekstens rent sproglige koder, med en skelnen mellem de sproglige
koder og de såkaldte bibliografiske koder. De bibliografiske koder er både de teksteksterne aspekter
som fx pris og distributionsforhold, men også bogens fysiske aspekter som dens format, skrifttype og
layout m.m. Ifølge McGann har såvel teksternes sproglige som bibliografiske koder betydning for
teksternes ‘socialisering’, dvs. måden de kommer i verden på og måden, som de læses på. Ligesom
Hans Robert Jauss abonnerer McGann her på opfattelsen af, at tekster aldrig står alene i et
18