Den udvidede læseoplevelse - Viden om Læsning

Barthes, faktisk forfatteren som værkets ultimative meningsgiver, når de opfatter forfatteren som den
person, der kan forklare værket. En enkelt respondent etablerer en direkte en-til-en forbindelse
mellem forfatter og værk, idet han svarer, at han interesserer sig for forfatteren, fordi “det er jo ham,
jeg læser!” (31M69). Ifølge Michel Foucault vil forfatternavnet lige præcis både blive et navn og en
markør. (Foucault: 284). Foucaults pointe er, at et værk altid vil være skabt af en bestemt forfatter
eller kunstner og således altid allerede være betinget af dennes væren i verden. Flere respondenter
udtrykker netop, at de interesserer sig for forfatteren, fordi han er bogens (kreative) ophav 59 , og
Robert Darnton lader da også sin model for bogens kommunikationskredsløb begynde ved
forfatteren.
Maria Louise Christensen: Den udvidede læseoplevelse
Sandsynligvis er mange forfattere (og forlag) i høj grad bevidste om, at en del læsere er
interesserede i at finde ud af, “hvor mange selvbiografiske træk, man kan genkende i værket” (6K60).
På dansk jord har blandt andre Christel Wiinblad og Lone Hørslev “brugt selvbiografiske stumper
som en kras realismeeffekt” (Haarder: 28) i deres værker. Når forfatteren på sådan vis bevidst vælger
at forholde sig til relationen mellem deres implicitte og eksplicitte tilstedeværelse i teksten, kan man
ifølge Jon Helt Haarder tale om en performativ biografisme. Faktisk mener Haarder, at den
elektroniske tidsalder er den performative biografismes tidsalder, fordi mediernes fokus på det
ekspressive gør det umuligt at ignorere den talendes krop og gestik, uanset om den er udtryk for en
bevidst strategi eller ej (s. 30). På den anden side mener Haarder også, at det biografiske videbegær
er “en konstant, der måske ytrer sig på forskellige måder i historiens løb, men som altid er
der” (ibid). Det moderne mediesamfund giver blot endnu mere næring til videbegæret, og ifølge
Haarder smitter udviklingen i massemedierne på denne måde af på litteraturen. Han glemmer dog,
at forfatternes performative biografisme i ligeså høj grad kan ses som en æstetisk modreaktion på
postmodernisternes, herunder Roland Barthes’, syn på forfatterens rolle. Jævnfør Michel Foucault er
forfatterfunktionen netop foranderlig og ændrer sig med det samfund, den fungerer i (Foucault: 285),
og det kan synes som om, nogle forfatteres optræden i medierne er del af en bevidst image-strategi.
For eksempel fotograferes Helle Helle altid med stramt, opsat hår, i sort tøj og med den ene skulder
blottet, mens forfatteren Bjørn Rasmussen er kendt for at hvile panden mod sin løftede venstre
arm 60 . Stigningen i antallet af oplæsningsarrangementer gennem de seneste fem år peger også på, at
forfattere er blevet mere direkte synlige og tilgængelige for læserne. Forlagene engagerer desuden i
højere grad forfatterne i deres stadig mere aggressive markedsføring af bøger, som er affødt af de
59 24K27, 25K27, 37K73, 46M26, 52K26, 53K54, 61K60, 63K48, 70K45, 75K37, 81K25, 84K30, 94K26 og 128K43.
60 Et klassisk Helle Helle-portræt kan ses på forfatterens hjemmeside (http://www.hellehelle.net/om/), mens Bjørn
Rasmussen i vant positur pryder Helle Broberg Nielsens artikel “Det talte ord lever”, Weekendavisen 17.02.2012.
61