Den udvidede læseoplevelse - Viden om Læsning

Maria Louise Christensen: Den udvidede læseoplevelse
for læseoplevelsen. Eksempelvis forklarede Leif, at han, modsat Inga, blev forvirret over romanens
mange handlingsforløb. Det er især de afsnit, der hedder noget med ‘kærlighed’, som, han synes,
afbryder handlingsforløbet og virker forstyrrende (LB: 20). Både Hanne, der afbrød ham med et
“Apotekerens Kærlighed – det er da spændende!” (HS: 20) og Lis, som svarede: “Jamen det bliver jo
flettet sammen, det bliver flettet sammen” (LL: 20), er tydeligvis uenige med Leifs betragtninger.
Særligt Lis, der begrundede sin høje karakter til læseoplevelsen med, at bogen ‘talte til hendes
følelser’, og at hun synes, der var tale om nogle “gribende skæbner” (LL: 19), lader til at være en
læser, der – modsat Leif – går meget lidt op i tekstens struktur og i stedet lever sig mere ind i
romankarakterernes liv og trængsler. Gitte Balling understreger præcis i sin undersøgelse, at
indlevelse og følelsesmæssigt engagement især fremhæves af ældre kvinder som en vigtig del af
læseoplevelsen (Balling: 140). Trods denne tendens tillader hverken Gitte Ballings eller mine
undersøgelser dog at konkludere, at der i øvrigt er generelle køns- eller aldersmæssige præferencer i
forhold til, hvad læserne understreger som væsentligt for den gode læseoplevelse.
Det er derimod et gennemgående træk, at læserne forklarer kvaliteten af deres læseoplevelse
med hvordan, de synes, romanen var at læse; hvilken følelse eller stemning, den vakte i dem. Inga,
Hanne og Lis (der gav læseoplevelsen de højeste karakterer) synes samlet set, at de afsnit, der afbrød
romanens hovedhandlingsforløb, gjorde den spændende at læse, mens Grethe og særligt Leif beskrev
deres læseoplevelse som forvirrende i kraft af de mange fremmedartede navne. Leif fandt samtidig
romanens opbygning forvirrende, hvilket formentlig til dels kan tilskrives, at han netop havde
forventet en mere klassisk og progressiv opbygning af handlingsforløbet (se bilag s. 18). Hvordan
læsernes læseoplevelser udartede sig kan derfor til dels tilskrives deres forventningshorisont. Her
mener jeg ikke en forventningshorisont præcis som i Hans Robert Jauss’ optik, men en mere
individuelt betinget forventningshorisont, forstået som den enkelte læsers forventninger, der
eksisterer forud for læsningen, men som bestandig forandres i kraft af selve læseoplevelsen. Læsernes
forventningshorisont er, som Jauss påpegede, historisk og hermeneutisk betinget, men den er
samtidig og især præget af læsernes individuelle og allerede eksisterende præferencer, der udvikler
sig i læsningen og kan påvirkes af læseoplevelsens kontekst. Set i lyset af de empiriske læseres
forklaringer kan det derfor med nutidige, litteratursociologiske øjne virke uforståeligt, at Jauss i sin
receptionsorienterede teori ikke søgte at nærme sig den empiriske læser eller en læsningens
fænomenologi yderligere. Men som det fremgår af specialets teoriafsnit var Jauss’ litteraturteoretiske
ærinde nærmere en afvisning af nykritikkens syn på teksten som en velskabt urne, end den var et
forsøg på at formulere en håndgribelig litteraturteoretisk forståelse af og tilgang til læseren.
36