Den udvidede læseoplevelse - Viden om Læsning

Maria Louise Christensen: Den udvidede læseoplevelse
fortaber os. Det er jo lutter interesse, og man skal af med alt det, man mener om bogen” (LB: 25).
Selve diskussionen fremstod netop også uformel og heraf en smule ustruktureret. Leif havde dog en
liste med emner, som han havde skrevet ned på forhånd, fordi han mente, de kunne være
interessante at diskutere. Bortset fra Leifs ordstyrer-lignende funktion, var der ikke nogen talerække
eller udleverede spørgsmål at holde sig til, og det var således op til den enkelte læser at byde ind med
de emner, han eller hun ønskede at diskutere i plenum. Inga bemærkede, at Æsel var en “god bog,
hvor man er engageret” (IR: 25), og Leif tilføjede, at romanen “er decideret vedkommende for
alle” (LB: 26). Læserne var generelt enige om, at Æsel havde været en god bog at diskutere i
læsekredsen. Grethe påpegede, at “der ikke var den store forskel på, hvad man havde fået ud af det,
og hvad man mente om de dér problematikker” (GRA: 26), mens Hanne uddybede, at der “jo [er]
forskel på, hvad man bemærker mest” (HS: 26). Selvom de fleste læsere i læsekredsen rigtignok
havde nogenlunde samme mening om romanen, understreger Hanne her læsernes subjektivitet, der
kom til udtryk i deres forskellige meninger, og som formentlig i høj grad er medvirkende til at gøre
læsekredsdiskussioner interessante. Selvom læserne altså indgår i et form for fortolkningsfællesskab
har de netop individuelle forventningshorisonter og lægger vægt på forskellige elementer i teksten,
fordi de er forskellige. Den gængse litteraturteoretiske tilgang til læsere som del af en læserskare og
receptionsteoriens manglende fokus på den individuelle læsers fortolkning vil heraf netop blive
utilstrækkelig, når man beskæftiger sig med og undersøger virkelige læsere og deres læseoplevelser.
Jens-Arne beskrev læsekredsdiskussionen i Odder-læsekredsen som “meget hyggelig” og
“afslappende”, hvorefter han tilføjede: “og vi kender jo ikke hinanden!” (JAH: 83), hvilket Anette
også påpegede. At både Jens-Arne og Anette her bemærker, at medlemmerne ikke kender hinanden,
kan ses som udtryk for, at de mener, diskussionen ville have været bedre, hvis de havde kendt
hinanden bedre. Samtidig pointerede Anette, at “man kan mærke, vi er mange” (AS: 82), hvilket
netop også afspejlede sig i selve læsekredsdiskussionen, hvor der gentagne gange opstod flere små
diskussioner rundt om bordet med de 13 læsekredsmedlemmer. Selvom bibliotekar Malene Munk
sørgede for at styre diskussionen i relevante retninger, fremstod læsekredsdiskussionen i Odder,
særligt på grund af de mange medlemmer, langt mere fragmenteret og ustruktureret end
diskussionen i Harlev. Formentlig som resultat af at læsekredsmedlemmerne ikke havde fået
diskuteret romanen grundigt nok i læsekredsen, kom de da også flere gange til at gå ind i en
diskussion af handlingen frem for at svare på de konkrete spørgsmål. Lone synes netop, det var
svært at svare på, hvad det væsentligste ved diskussionen var, fordi “så meget gik vi jo ikke i dybden
med tingene” (LH: 83). Alligevel fremhævede Hanne, at “der dukkede nye ting op” i diskussionen
(HS: 88), mens Jens-Arne forklarede, at romanen for ham har “fået mere dybde” (JAH: 88), og Lone
sagde, at “man skulle da næsten læse den igen” (LH: 87). Selvom læserne var enige om, at
52