Den udvidede læseoplevelse - Viden om Læsning

Maria Louise Christensen: Den udvidede læseoplevelse
udstrækning accepterer den enkelte læsers fortolkende aktivitet, men det er stadig tekstens tompladser
og dermed tekstens grad af ubestemthed, der styrer og begrænser læseren i læsningen. Læseren kan
derfor ikke være autonom eller fri fra tekstens begrænsninger, hverken hos Jauss eller Iser.
Den amerikanske litteraturteoretiker Stanley E. Fish træder med sin reader-response-
criticism tilsyneladende et skridt nærmere læseren end Wolfgang Iser og Hans Robert Jauss. I første
del af essayet “Interpreting the Variorum” foreslår Fish, at tekster i sig selv er tomme, og at det derfor
er “the structure of the reader’s experience rather than any structures available on the page that
should be the object of description” (Fish, 1976,1980/2001: 2074). Med John Miltons Variorum som
eksempel gennemgår han i essayet, hvordan nykritikkens fokus på tekstens autonomi overser
læserens indsats, som nødvendigvis er med til at skabe mening (s. 2076). Hos Fish er der altså ikke
nogen objektiv tekstlæsning kun konkrete tekstlæsere. I et nyere forord og i essayets anden del er
Fishs fokus på læseren dog mindre radikalt, og han erkender, at hans opfattelse af læserens rolle i
læsningen er et produkt af hans egne fortolkningsantagelser. Stanley Fishs pointe er dog stadig, at
læsning ikke fører til tekstens mening, læsningen har mening i sig selv (s. 2079). Han understreger, at
det er læseren, der i læsningen udfører en handling, som fører til afgrænsninger i selve teksten.
Afgrænsningerne kan fejlagtigt blive opfattet som formelle kendetegn i teksten og dermed blive gjort
ansvarlige for den fortolkning, der i virkeligheden skabte dem. (s. 2082). Her accentuerer Fish igen
kardinalpunktet om, at de formelle kendetegn i teksten altid vil være en funktion af den
fortolkningsmodel, læseren bærer med sig. Samtidig træder han i opposition til Wolfgang Isers
opfattelse af, at teksten har en iboende mening, som læseren konkretiserer og aktualiserer i
læsningen. Selvom læseren hos Fish heraf fremstår mere autonom end hos Hans Robert Jauss og
Wolfgang Iser, eksisterer der også i Stanley Fishs receptionsorienterede teori en indbygget stopklods
for, at der bliver tale om læserens subjektive fortolkning af en tekst. Hans begreb Interpretive
Communities (fortolkningsfællesskaber) minder nemlig om Jauss’ idé om en forventningshorisont.
Fortolkningsfællesskaberne eksisterer netop også forud for læsningen og former det læste. Læserne
‘henter’ deres fortolkningsantagelser i fortolkningsfællesskaberne, som udgøres af “those who share
interpretive strategies not for reading (in the conventional sense) but for writing texts, for
constituting their properties and assigning their intentions” (s.2087). For Fish bliver læserens
fortolkning af en given tekst derfor en kulturel funktion af fortolkningsfællesskabets
fortolkningsnormer frem for en funktion af formelle kendetegn i teksten. I stedet for at være
begrænset af teksten begrænses læseren hos Fish således af hans socio-kulturelle kontekst, hvilket
igen stækker Fishs fokus på den enkelte læser som mulig meningsskaber.
Den franske litteraturteoretiker Roland Barthes slutter sit berømte essay “The Death of the
Author” med ordene “the birth of the reader must be at the cost of the death of the
13