Den udvidede læseoplevelse - Viden om Læsning

væsentligt at bemærke, at der kan være tale om en grad af social responsivitet i vurderingen af
forfattermødet.
Maria Louise Christensen: Den udvidede læseoplevelse
De to læsekredses forskellige oplevelser med forfattermøderne satte sig også igennem, da de
blev spurgt, om det havde påvirket deres slutindtryk af romanen at have mødt forfatterne. Grethe
fra Harlev fortalte, at selvom hun indledningsvis ikke var så begejstret for Æsel, syntes hun faktisk, at
“efter hun [Kristina Stoltz] har forklaret lidt mere, og jeg også har tænkt lidt mere over det – synes jeg,
at der er nogle ting, som er faldet lidt mere på plads, der gør, at den er bedre” (GRA: 45). Hun
fremhævede dog særligt læsekredsdiskussionen, som den vigtigste årsag til, at læseoplevelsen var
blevet bedre (GRA: 47). Lis mente, at det især var fordi, hun havde “haft [romanen] meget i
tankerne” op til foredragsaftenen, at den var “blevet endnu bedre” (LL: 45). Både Grethe og Lis
havde altså tænkt mere på romanen, fordi de skulle møde forfatteren, og selvom Hanne ikke havde
ændret opfattelse af Æsel, fortalte hun, at “den betyder mere for mig nu end før den her aften” (HH:
46). Med Gadamer kan man tale om, at læsernes oplevelse i kraft af forfattermødet har fået et
særligt eftertryk, som har givet læseoplevelsen mere varig betydning (Gadamer: 62). Det lader dog
til, at forfattermødet i sig selv kun kan give et særligt eftertryk, hvis læserne mener, forfattermødet
har været godt. Ud fra læsekredsmedlemmernes forklaringer kan man konkludere, at de betragter et
forfattermøde som en god oplevelse, når forfatteren læser op, og når de har mulighed for at stille
spørgsmål, så de kan indgå i en dialog med forfatteren samt høre ham fortælle om skriveproces og
research eller få ham til at forklare tekstnære aspekter. Forfatteren må altså ikke opføre sig for
anderledes. Læserne vil nemlig gerne føle, at forfatteren er i øjenhøjde med dem og er lydhør over
for deres spørgsmål, selvom de altså også i mange tilfælde ophøjer forfatteren til noget særligt.
Kristina Stoltz opfyldte alle læsernes krav, mens Jonas T. Bengtssons oplæg virkede ustruktureret og
ikke gjorde det let at stille spørgsmål. Måske er det netop derfor, at Odder-læserne generelt ikke
mente, at forfattermødet havde gjort noget særligt indtryk? Anette forklarede, at mødet med
Bengtsson ikke havde ændret hendes læseoplevelse eller opfattelse af romanen men fortalte, at “der
er nogle ting, som jeg opfatter helt anderledes end [Bengtsson]selv gør, og det gør egentlig ikke
noget” (AS: 108). Her giver hun således udtryk for, at forfatteren hverken kan eller skal kunne
kontrollere opfattelsen af sin roman, og hun tildeler sig selv som læser autonomi nok til, at
forfatterens mening ikke bliver udslagsgivende for hendes opfattelse. Anette fremhævede i stedet, at
diskussionen i læsekredsen havde “gjort den [læseoplevelsen el. bogen] bedre, fordi vi fik nogle ting frem
ved at tale sammen” (AS: 109), en udtalelse, som Lone og Hanne var enige i. Når man
sammenligner de to læsekredses oplevelser med forfattermøderne, bliver det således også klart, at
forfatterens personlighed og ageren spiller en stor rolle for, hvordan læserne oplever forfattermødet.
Med Jon Helt Haarder kan man sige, at forfatteren i mødet med læseren kommer til at stå foran
67