Danske Studier 1948

NYT OM „GOSTA BERLINGS SAGA" 141
Ten 1890 besluttede sig til at deltage i konkurrencen med fem kapitler
var tre af dem skrevet. S. L. har i et brev i 1937 oplyst (til Gullberg), at
det var redaktør Hellberg, som ændrede bogens titel til „Gosta Berlings
saga", og dette var, som hun siger, sikkert heldigt.
Stilen i kapitlet Gosta Berling, poeten kan karakteriseres som før-GSsta
Berlingsk; fortælletonen er nøgtern saglig, og indholdet ligger nær op
ved virkeligheden. I kapitlet Lifvets stigar møder vi den lyriske, stærkt
følelsesbetonede stil med gentagelser, udtryk for et ungt og hedt forfattertemperament;
hun giver sig en stærkt personlig, romantisk stil i
vold. S. L. har — som det med rette er fremhævet af Fredrik Book —
modtaget indtryk fra Carlyle; dette har hun selv erkendt. Stiltræk, som
vidner om indflydelse fra Carlyle er først og fremmest udråbene og spørgsmålene
(det som kan virke oratorisk), læserhenvendelserne og apostroferingen
af de optrædende personer, inversioner og rytmiseret prosa.
I personificeringen af abstrakte begreber har Carlyle været hendes læremester.
I et brev til litteraturhistorikeren Hilma Borelius skriver S. L.:
„Jag vet nog, att Andersen har i hog grad personifierat de doda tingen,
men han har intet varit mit monster harvidlag, utan det ar nog Carlyles
inflytande, som hos mig har gjort sig gallande" („Svensk litteraturtidskrift"
1941 p. 102).
Manuskriptet har tre slags rettelser: S. L.s egne, et stort antal som
Gullberg kalder for „granskerstilen" og et mindre antal foretaget af en
anden hånd, redaktions-stilen. Granskerstilen tilskrives Matilda Widegren,
S. L.s kammerat og fortrolige fra seminarietiden. De ændringer
som berører „meningsbildningen" skyldes Matilda Widegren; de korte
sætninger i „Gosta Berlings saga", som stilistisk betød noget nyt i den
skønlitterære prosa, må således i vid udstrækning tilskrives M. W.
Inversionen, der spiller så stor en rolle, ændres nogle gange til normal
ordfølge (Guld bar dkern > Akern bar guld). I nogle tilfælde har M. W.
modarbejdet talesproglige ord og former: inte > icke, bara > blott,
som > hvilka, gett > gifvit, kann > kunna m. fl. Visse ord ændres (det
lyriske, højtidelige vindomsusad > stormig), udtryk gøres adækvatere,
der tilstræbes større tydelighed. M. W. er gået grundigt til værks og viser
en sikker og fin sprog- og stilfølelse. Det har været af stor værdi for S. L.
at have fået hjælp af en så dygtig og forstandig ven, da hendes hastigt
skrevne værk skulle overgives til offentlighedens dom. "Visse tegn tyder
på, at S. L. har set manuskriptet igennem efter at M. W. har gransket
det; nogle gange har hun ændret steder som M. W. har rettet. Også
efter at „Gosta Berlings saga" var udkommet, var M. W. Selma Lagerlofs
sproglige hjælper til 1906, da Valborg Olander overtog hendes rolle.
Redaktionens rettelser må skyldes redaktør Hellberg eller „Idun"s
redaktionssekretær i 1890 Johan Nordling.
Senere har S. L. foretaget stilistiske ændringer i „Gosta Berlings saga"
(1895, 1910 og jubilæumsudgaven 1933). Inversionen, der er så karakteristisk
for stilen i „Gosta Berlings saga" og for 90'erne i det hele taget,
er i adskillige tilfælde fjernet. Ligeledes er visse udråb fjernet på grund
af den kritik, der blev rettet mod udråbsstilen. Ændringerne i de senere
udgaver (fra og med 13. i 1910) viser en tilnærmelse til talesproget, til
en smidigere og friere stil. Tendensen hænger sammen med skriftsvenskens
udvikling i 90erne. S. L. har modtaget indtryk fra sprogforskere