Danske Studier 1948

TOM KRISTENSENS LYRISKE STIL 93
slutte Verset: p. 191 Fiskeskæl laa blaa og vaade, dels hyppigere ved
Enjambement:
p. 191 Mellem Bjærge, der som tunge
Skyer flød paa Havets lilla. —
p. 219 svinder Lændens bronzelune
Tone fra den matte Hud.
III. Af stor Værdi er Repetitionen i den store Komposition, i Digtet,
hvad vi jo ogsaa tidligere har set Eksempler paa. Vi skal nu se Gentagelsens
kompositionelle Funktion i Li Tai Pé's Død (LTP). Dette Digt
er en meget aabenhjertig Konfession, baade alkoholisk og æstetisk:
Angsten og Uroen, der dæmpes ved Flaskens Hjælp, og Pragten, det
golde og larmende i Ekspressionismen. — Følelsen af et uopnaaeligt
og uudtrykkeligt „noget", her symboliseret ved „en moderløs Rede med
plettede Æg", var allerede fremme i Slutningen af F, Str. 1 af Telefontraade
(p. 127):
Der er Sange, som aldrig kan fødes.
Deres Sjæl er den uskabte Form.
Deres Ord er det evige samme,
som kan synges dog ej synges ud,
og selv om de evigt forødes,
kommer nye til Verden i Storm;
men de ny er de evige samme,
som skal synges, dog ej synges ud.
Dette er Meditationens, Besindelsens Forstadium.
Det gaar LTP nøjagtig som det i sin Tid gik H. C. Andersens Nattergal:
i Slottet, i Buret kunde den ikke synge, men kunnaar den var fri:
Str. 4 Se, derfor gik jeg, som var Kejserens Yndling,
i Kejserens Slot, og min Strube blev kold.
Min Dragt var en Sang; men min Sang blev kun Silke
med Farver, som skjulte, at Sangen var gold.
(Mærk Gentagelserne, der pointerer Kejseren: Sang).
Der er flere verbale Overensstemmelser mellem Digtet og Eventyret,
se „Eventyr og Historier", 1887: p. 224 „Kejserens Slot": Str. 4;
p. 225 „Skoven ved den dybe Sø": Str. 9; p. 227 „Og saa droge de
Allesammen ud i Skoven. —; det halve Hof var med": Str. 1; p. 227
„den lille Strube": Str. 4; p. 229 „et Silkebaand om Benet": Str. 3, 4;
p. 233 „Kejserens Krone": Str. 13; p. 234 „— jeg elsker dit Hjerte