Danske Studier 1948

POESIENS MISSION OG AAGE KABELL 27
fastholdelse af hele oplevelsens fylde for at undgaa smerten, saa
svækker disharmonien den poetiske virkning (P. M. 94—95, 178).
Det er Oehlenschlagers fortjeneste, at han i dette digt, som han i
det hele taget saa mesterligt formaaede det, lader det disharmoniske
klinge med i et harmonisk hele af fuldendt skønhed. Her sejrer til
sidst det gode, dog uden at slutningen bliver en banal happy ending
af den slags, som alt for ofte sætter punktum for poesien samtidig
med, at den gør det for bekymringerne. Hroar og Helge er foreløbig
frelst, rovfuglen vender tilbage til sin rede:
Da steeg Kong Frode paa sit Skib
Og drog igien til Leire.
Men sin farlighed har han ikke mistet.
Slutningen er virkningsfuld, et smukt udtryk for poetisk befrielse,
symboliseret af skibet, der sejler bort med frygtens ophavsmand
om bord. Af betydning er det ogsaa, at kongen vender tilbage til sit
udgangspunkt, og at de to sidste linier indeholder de samme elementer
som den linie, hvormed digtet begynder: kong Frode og Lejre. Derved
fremkommer, som paavist af Vilh. Andersen i Dansk Litteratur s. 85,
den runding, der er saa fremtrædende i dette digt. Det siges om strofen,
at den faar runding, d. v. s. baade fynd og fylde. Rundingen, kan vi
tilføje, er først og fremmest et harmoniserende element. Den afgrænser
udadtil: Kun det, der hører hjemme inden for denne kreds, der begynder
og slutter med kong Frode og Lejre, hører med. Men ved dette
blik tilbage til udgangspunktet vælder alt det mellemliggende frem
som en følelsesbetonet helhed, hvis enkeltheder ikke er tydeligt bevidste,
og derved skabes fylde. En saadan naturligt afgrænset helhed
kan, trods sin fylde, let holdes sammen af den opfattende; derved
føles den harmonisk.
Det virker i samme retning, naar dynamiske begivenheder fastholdes
i statiske, anskuelige billeder. Derved opfattes de lettere, de
føles mere harmoniske. Ogsaa det er en form for runding. Typisk er
indledningsstrofen. Vi overværer ikke kampen, men dens resultat.
Kong Frode kæmper ikke længere, han staar som sejrherre. Men der
siges ikke: Kong Frode stod i Leiregaard; den skildrede virkelighed
er dog ikke saa statisk, at den er stivnet i fortidighed. Kong Frode
staar, som en trusel, om fremtidige ulykker, som et udtryk for latent
kraft. Man vil se, at dette gælder ogsaa de andre billeder, et harmonisk