Danske Studier 1948

POESIENS MISSION OG AAGE KABELL 25
og det er ikke fra dem, man daterer det ny Aarhundrede". Selv om
udtrykket „de fleste" i denne forbindelse forekommer mig lidt overdrevent,
skal det indrømmes, at Staffeldt er en nok saa god repræsentant
for romantikkens ideer som Oehlenschlager. Der er kritikere, der
ikke har kunnet finde andet i min bog end et forsvar for romantikken
— en opfattelse, jeg ikke kan anerkende — og ud fra den betragtning
maatte jeg nødvendigvis anse den for den største, hvis digte giver
tydeligst udtryk for romantikkens filosofi. Da det imidlertid ikke er
min tanke, skal jeg villigt anerkende, at Oehlenschlager er en større
digter paa grund af visse ikke særlig romantiske egenskaber. Hvis vi
saaledes betragter „Frode paa Vifils Øe", vil vi nok finde nogle udpræget
romantiske træk: fjernhed i tid, skibet som en „Drage styg, —
Med høie Vinger paa sin Ryg", den kolde og fugtige taage, der lægger
sig om øens rand, fordi de gode alfer vaager over „blomstrende Skioldungeblod".
Men alt dette er ikke afgørende for digtets værdi. Det
egentlig romantiske er ikke fremtrædende nok dertil. Lad os imidlertid
se nærmere paa digtet. Berømt er første-strofen:
Kong Frode staaer i Leiregaard,
Han gav sin Broder Ulivssaar,
Det var stor Ynk og Smerte:
Ung Halfdan ligger krum paa Skiold,
Med Staalet i sit Hjerte.
Digtet begynder disharmonisk; det onde har sejret over det gode.
Verset klinger ud i nagende smerte over et uopretteligt tab. (Forgængelighedens,
dødens og sorgens poetiske værdier er der gjort indgaaende
rede for i Poesiens Mission, s. 182, 183—84, 204 ff., 241).
I et dramatisk modsætningsforhold til kong Halfdan, om hvem medlidenheden
samler sig, staar brodermorderen som udtryk for farlighed,
for livets risiko. Hans nærværelse varsler fremtidige ulykker; saa længe
han er til, er det ikke muligt at falde til ro i hverdagslivets trygge vaner
(P. M. 7). -
Indtrykket af farlighed forstærkes i den følgende strofe, hvor kong
Frode udlover en belønning for paagribelsen af de unge brodersønner.
En smule beroliges man over, at de er godt gemt „i Mulden dybest
inde"; men faren lurer stadig og øges under besøget hos heksen. Her
kommer det romantisk hemmelighedsfulde til (P. M. 118—22, 123,
151), som harmonerer godt med følelsen af farlighed. Maaske aner man
ogsaa den i næste strofe optrædende havfrues hemmelighedsfulde