You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
30 TH. LIND--.<br />
hed". Da ;ser, kongen en gubbe sidde nederstved bordet, ,iikke mod,<br />
ej heller glad" og uden at.sige et ord. 1 Til ham ytrer kongen:,<br />
, Og er du Gubbe uden Daad,<br />
'Saå gak hvorfra du kom, '" ' '••••- ..'••':<br />
•• ••: Saa gak og end i Qviridegraad :'.-• , •••'• - '<br />
'-,., • DinusleAlderdom. : .<br />
Denne strofe griberl Her melder kontrasten sig til gildésstemningen<br />
i dét foregåaende,, til sikkerheden og overmodet hos de åndre (og til<br />
gubbens reelle værdi, som man aner)'; derved er dét disharmoniske<br />
element kommet til, uden hvilket dér ikke findes nogen poetisk dybde.<br />
Hvad'betyder deri graad, som han opfordres til? Han skal græde<br />
som dén, der vilde, hvad hån ikke evnede. Det ér livets vilkaår. Ingen<br />
evner, alt hvad han yil, uden han er gaaet aandeligt i staa og er tilfreds<br />
med at ville lidet.<br />
I denne strofe kan Staffeldt rriaalé sig med Oéhlenschlåger. God er<br />
ogsaa deri næste: "<br />
• . Ei Skiendsel blegede mit Haar,<br />
• . . ., : Thi Retsind, var mit Navn,,<br />
Og ei jeg for min Konge ståaer<br />
Foruden Daad og Gavn.'<br />
Han hævder sig med værdighed. iRetsindet, som her stilles over<br />
for modet .og snedigheden, er et-poetisk begreb (hvad ogsaa modet,<br />
men ikke snedigheden er). Retsindet er frigjort for smaalige og egoistiske<br />
hensyn. (Jvf. P.M..196^97).- ; :. ••••<br />
Endnu kan vi forsvare at tro paa oldingens realitet; men i det<br />
følgende forvandles han til en i abstraktion. Alligevel taler kongen til<br />
denne-abstrakte idé og beder den sætte sig til højbords, ved kongens<br />
side. Læseren vakler mellem troen paa en levende mand og en abstrakt<br />
idé. Det er den sidste, der.sejrer; den slaar manden ihjel, og sammen<br />
med'ham afgaar ogsaa de poetiske følelser ved døden, som var knyttet<br />
til forestillingen om hans person som et levende individ — og til verden<br />
omkring ham, som vi nu heller, ikke mere tør tro paå. De poetiske<br />
følelser^ der er knyttet til forestillingen om retsindet, er ikke tilstrækkelige<br />
til at redde slutningen, som bliver, mere opbyggelig end<br />
poetisk — trods et veltalende slutningsvers, der ikke havde forfejlet<br />
sin virkning; hvis det var henvendt til en levende person;<br />
Staffeldts digt savner da den harmoniske runding, vi finder i
Change language