Danske Studier 1948

DEN KLASSISKE NORDLANDSSKILDR1NG 59
skulde have gjort sig skyldig i en så grov Selvmodsigelse, seer nærmest
ud som en Tankeløshed hos Weibull; vi vil finde flere lignende nedenfor.
Men „otvivelaktigheten" av Tydningen „ripa" = Elbbredden er
mildest talt meget lidt utvivlsom, skønt Påstanden fremsættes som en
simpel Kendsgærning, der ikke kræver nærmere Dokumentation.
I romersk Provinssprogbrug er „Ripa" snarest et Egennavn, der bruges
om to Egne ved Rigsgrænsen, nemlig Rhinprovinsen og Dacia Ripensis.
Blandt romerske Hjælpetropper fra Rhinprovinsen 451 nævner Jordanes
Ripari(i), og de frankiske Landnamsmænd i Rhinprovinsen fik
Kendingsnavnet Ripvarii, på nytysk Reifer. Hvis vi nu med Norden og
Lefolii henlægger den omtalte „Ripa" til Rhinprovinsen, vil Tacitus'
Udsagn forstås av sig selv som Fod i Hose. På Rhinens ostre Bred
nær Miltenberg ved Mainfloden møder vi en Koloni Kimbrer, der røber
sig ved Votivindskrifter for „den kimbriske Mercurius"; sammen med
dem optræder Teutoner med en Grænsesten mærket Toutoni, og
Ptolemaios kender sammesteds en Stamme Touronoi, læs Toutonoi.
Og vest for Rhinen ligger Byen Advatuca eller Tungri, der ifølge
Cæsars „Gallerkrig" II, c. 29, er opstået av et kimbrisk-teutonsk
Vagthold, efterladt dær År 102 f. Kr. — Man forestille sig nu, hvordan
Overleveringen om Kimbrerne har forplantet sig til Nutiden. Ved
Elben er der ikke så meget som bag på en Hånd av stedlig Overlevering.
I Egnene omkring Rhinen har vi dærimod Votivstenene for den kimbriske
Mercurius, og i Tongern fortsættes Navnet på det kimbrisk-teutoniske
Vagthold, de såkaldte Tungri, hvis Tilstedeværelse selve Tacitus
omtaler i sin „Germania" c. 2. Det er netop een av de „castra", som
ifølge Tacitus erindrer om den store Udvandring.
Videre, — Tacitus omtaler de kimbriske Lejrpladser som liggende
i en Egn, hvor enhversomhelst frit og ugenert kan rejse hen for at
opmåle dem (metiaris). Det passer ikke for den romerske Elbbred, der
gik tabt ved Nederlaget i Teutoburgskoven 9 e. Kr., eller senest ved
de romerske Garnisoners Tilbagetrækning fra Vesterhavskysten omkring
År 47. De udfriede Elbgermaner vilde næppe have stillet sig
særlig imødekommende overfor en romersk Oldforsker, der kom rejsende
for at opmåle kimbriske Lejrpladser; han vilde snarest blive opfattet
som en farlig Spion. Dærimod hos de av Tacitus omtalte Tungrer
i den romerske Rhinprovins var der ingenting i Vejen for en Undersøgelse,
og ligeså lidt hos Kimbrerne ved Miltenberg, der lå i Læ av den
store romerske Grænsevold, Limes.