You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
INDSIGELSE MOD EN AVHANDLING OM JOHS. V. JENSEN 147<br />
foreligger muligheden af at en forfatter skulde ønske at benægte „påvirkning"<br />
fra en anden forfatter; i så fald må man se på sine bevisers<br />
holdbarhed. Men m. h. t. Johs. V. Jensen stiller det sig heldigvis således<br />
at han aldrig har benægtet de læremestre han har haft, men loyalt erkendt<br />
sin gæld til både Hamsun, Heine, Goethe, Darwin o. fl. Hade nu<br />
F. P. foretaget denne prøve på sine hypotesers rigtighed, hade meget<br />
været undgået. Han var derved fx. ikke kommet ud i den situation at se<br />
facta omstøde hele hans så skønt opbyggede teori. Hans avhandling<br />
hviler på det axiom at Johs. V. Jensen har læst to bøger. Hvad om han<br />
hade forespurgt Johs. V. først om dette var tilfældet? Så hade han højst<br />
måtte nøjes med at skrive om enkelte lighedspunkter mellem Grundtvig<br />
og Johs. V. Jensen (hr. Langbehn foreligger der naturligvis ingensomhelst<br />
grund til overhovedet at parallellisere med Johs. V. Jensen).<br />
— Det egentlige grundlag for hele F. P.s avhandling er iøvrigt en<br />
mystificerende passus i Forordet til Den gotiske Renaissance: „Inden<br />
jeg slutter dette Forord, vil jeg mindes en Mand, uden hvem jeg var intet.<br />
Men hans Navn vil jeg fortie . . ." Man kunde her have gættet på forskellige<br />
personer; men at udpege Grundtvig og Langbehn er det rene<br />
nonsens. Jeg spurgte imidlertid Johs. V. Jensen hvem han hade tænkt<br />
på her, og det viste sig at være Heinrich Heine: „ingen anden har påvirket<br />
mig som han i min ungdom; han er den eneste jeg virkelig har<br />
studeret, den eneste hvis vej jeg virkelig har kunnet gå uden at øve vold<br />
på mit instinkt; hans revolutionære ånd forstod jeg og bifaldt; hans<br />
gratie har særlig tiltalt mig, den åndssmidighed og antitetiske færdighed<br />
han besad; jeg fandt først senere til Goethe". — Grunden til at Johs. V.<br />
Jensen ikke har nævnt Heines navn i Forordet, hvorved vi måske kunde<br />
være sparet for F. P.s uheldige avhandling 46 år senere, kunde måske —<br />
foruden en viss lyst til at mystificere — have været den at Heine dengang<br />
så at sige var okkuperet af Brandes-kredsen, som Johs. V. Jensen følte<br />
sig i opposition til. Dette får imidlertid stå hen. At Heine-påvirkningen<br />
har været stærk i ungdommen, kan bl. a. ses af den halve snes henvisninger<br />
til Heine som min Johs. V. Jensen-monografis indholdsfortegnelse<br />
angiver. Til yderligere imødegåelse af dette kardinalpunkt i F. P.s<br />
avhandling skal her med Johs. V. Jensens tilladelse følgende passus<br />
i brev til mig af 29. aug. 46 her anføres:<br />
„— Angaaende Langbehn og Grundtvig saa forholder det sig som jeg<br />
sagde Dem at den Mand hvem jeg skyldte et Lys i Tanken, men som<br />
jeg ikke nævnede, var Heinrich Heine. Det lyder paradoksalt i Forbindelse<br />
med „Den gotiske Renaissance", ikke desto mindre staar det mig<br />
klart at det var Sammenhængen. Ved Lejlighed skal jeg forklare Dem<br />
det nærmere".<br />
En litteraturforsker bør heller ikke af overfladiske verbale eller „filologiske"<br />
ligheder („Skoven var dyb og dejlig") lade sig forlede til nogen<br />
påvirkningsteori, hvis der ellers ikke er ligheder i de to værkers tendens.<br />
En forfatters hensigt med sit værk er dog af avgørende betydning,<br />
omend det ikke er anerkendt lærdom på Bjærget. I forordet til min<br />
Johs. V. -monografi fremsatte jeg således den kætterske påstand at også<br />
forfatterens egen intention med sit værk var af betydning for forskningen,<br />
— et så vidt jeg veed nyt synspunkt, som ikke alene lader sig<br />
anvende på nulevende forfattere, men især takket være forrige tiders
Change language