Danske Studier 1948

TOM KRISTENSENS LYRISKE STIL 83
I Slutstrofen følger det karakteristiske Resumé. Første Halvdel er
en Gentagelse af Indledningsstrofens sidste Halvdel, med en lille,
men væsentlig Forskel, idet herved det nøgne understreges, det fortrolige
Element i den bestemte Form droppes:
ud mellem Træers (før: Træernes)
Oldinge-Grene.
I anden Halvdel koncentreres spredte Ingredienser, samles Digtets
Totalidé i eet Billede:
Rimhvide løfter
Oldinge-Hænder
Solen som Frugten,
der isner og brænder.
Dette er et Frem og Tilbage, en Rikochettering, hvorved Kuglen
returnerer med stærkere Kraft end den, hvormed den ramte. Først
sammenlignes Drengen med det kolde Landskab, dernæst vendes Forholdet
om: Landskabet skildres med Udtryk fra Drengen, hvorved
dennes Haabløshed intensiveres: Oldinge-Grene erstattes med Oldinge-
Hænder; Træerne er Hænder, der løfter Solen, ligesom Drengen løfter
den kolde Frugt.
Altsaa: den grelle Stil føres videre i M, den stiger i saavel visuel
(Bogens Farveprocent er 2,95 mod 2,47 i F) som auditiv Henseende.
Verbets Funktion er om muligt endnu mere fremtrædende end tidligere,
hvilket for saavidt ogsaa gælder Adjektiv og Substantiv.
Det falder naturligt — som et Bidrag til en Karakteristik — at se
denne ekspressionære Stil i Modsætning til en anden stilbevidst Litteratur-Epoke:
Impressionismen, der jo iøvrigt ogsaa har taget Navn
efter en Retning i Malerkunsten. Sven Møller Kristensen har behandlet
den i sin Disputats »Dansk Fiktionsprosa 1870—1900« (1938), hvori
Centralkapitlerne er Opløsning af den episke Form, Opløsning af den
logiske Sætningsbygning og Fænomenologisk Apperception. Det fremgaar
klart alene af saadanne Overskrifter, at Impressionismens tekstuelle
Artikulationsform var Prosaen. Skolens stilistiske Revolution er da
ogsaa at finde i Behandlingen af Sætningen.
Anderledes Ekspressionismen. Dens stilistiske Originalitet samler
sig ikke om Sætningen, men om Ordet, hyppigt endog kun om Stavelse,
6»