Danske Studier 1948

POESIENS MISSION OG AAGE KABELL
AF
TH. LIND
Fremkomsten i trykt form af Aage Kabells opposition 1 ved min
disputats giver mig en kærkommen anledning til at svare udførligere,
end det var muligt ved det mundtlige forsvar. Jeg skal tage
indvendingerne op en for en.
K. forfægter for det første den ikke ualmindelige anskuelse, at det,
der betyder noget i poesien — og i kunsten i det hele taget —, ikke
er emnet 2 , men maaden, hvorpaa dette behandles. Det synes at forudsætte,
at det skønne i naturen og i kunsten ikke vækker følelser
af samme art. Men stemmer det med erfaringen? Sproget taler dog om
skønhed i begge tilfælde.
Lad os imidlertid holde os til digtekunsten. K. sammenligner Oehlenschlager
med almindelige dødelige samt med digterkolleger, der ikke
kan maale sig med ham: Baggesen, Staffeldt, Ingemann. Andre kan
have rigere oplevelser, dybere tanker, mere fantasi og følelse, men
Oehlenschlager bliver den største digter i kraft af sin sproglige originalitet.
Hertil er at sige, at jeg intetsteds har hævdet, at formen
— i digtningen den sproglige form — ingen rolle skulde spille. Selvfølgelig
gør den det. Baade „emnet" og „maaden" har deres andel i
resultatet. Nogle eksempler, der analyseres nedenfor, vil nærmere
belyse dette forhold.
For K. bliver den poetiske følelse knyttet til erkendelsen af kunstværket
som et dyrebart resultat af viljens sejr over et uformet stof.
Denne form for poetisk følelse findes hos den skabende kunstner og
(indirekte) hos den, der har studeret kunsten. Andre kan maaske
1 Danske Studler 1946—47, 1.—4. hit. s. 115. 2 K. sammenfatter under betegnelsen
emne „selve Oplevelsen", fantasien, filosofien og følelsen.