Ph.d. afhandling, Thomas Bjørner

Pedersen 2004: 58). Hans videre pointe er, at en altomfattende kortlæggelse af
interaktivitet nødvendigvis må omfatte de tre fokusobjekter, han bringer på banen. Han
foreslår endvidere en operationalisering af begreberne, som primært har karakter af et
forslag og ikke en endelig definition af interaktivitet udfra de tre fokusobjekter. ”Kiousis
foreslår, at en undersøgelse af interaktivitet tager udgangspunkt i den teknologiske
interaktivitet, fordi det trods alt er teknologien, der sætter rammerne for hvilke
interaktivitetsformer der er mulige” (Korsgaard og Pedersen 2004). Dernæst skal man se
på hvilke interaktionssituationer der kan opstå i det konkrete medieprodukt og endelig
hvordan modtageren opfatter disse interaktionssituationer.
I forhold til Kiousis´ model befinder min egen forskning, og forståelses af interaktivitets-
begrebet, sig primært som modtageren som fokusobjekt. Jeg har således samme hold-
ning som Eronen (2003), at for at interaktivt tv kan blive en succes må man tage også
tage udgangspunkt i brugernes opfattelse af interaktivitet. Men er samtidig enig med
Kiousis i, at det er den teknologiske interaktivitet der sætter rammerne for, hvilke interakti-
vitetsformer der er mulige. Selvom nærværende afhandling ikke har et indholdsperspektiv
i fokus, kan Kiousis´ model synes at mangle et interaktivt indhold som fokusobjekt.
5.4 Typologier
På et indholdsmæssigt plan skelner den engelske medieforsker Vivi Theodoropoulou
mellem kontekstuelle og non-kontekstuelle interaktive tjenester (Theodoropoulou 2003:
292), hvor hun kalder tjenester der fungerer udenfor selve tv-konteksten, uafhængigt af
tv-flowet for non-kontekstuelle og nævner herunder tv-banking shopping, e-mailing,
games og informationstjenester som rejser m.v. –”the author suggest these are non-
contextual because they function outside the TV context, independently of the TV
schedule, in the sense that users must interrupt their TV viewing in order to engage them”
(Theodoropoulou 2003: 292). De kontekstuelle tjenester er indlejret i selve tv-indholdet,
og forstyrrer ikke flowet eller seningen, hvor seerne stadig kan se udsendelsen i et mindre
vindue – ”by contextual interactive services I refer to facilities featured within TV
programmes i.e. those that are incorporated into the TV content where use does not
interrupt the content flow or viewing” (Theodoropoulou 2003: 292). Theodoropoulous
undersøgelse viser iøvrigt, at de non-kontekstuelle tjenester ikke synes at tiltrække
136