Ph.d. afhandling, Thomas Bjørner

eller supplerende up-to-date viden for brugerne, der kan skrives ind netop i kraft af den
forskudte tid mellem optagelse og udarbejdelse af ekstra informationen. Derved kan
brugerne i den konkrete tekst få at vide, at Lene Espersen p.t. har barselsorlov som
justititsminister, og har nu to drenge ved navn Marcus og Robert.
Med udgangspunkt i Bill Nichols typeinddeling af dokumentaren (Dahl 1997: 24), kan
”Tilbage til Nordjylland” karakteriseres som værende den interaktive (interactive) type.
Denne type forsøger ikke at nedtone sin virkelighedsfremstilling. ”Den interaktive fortæller
personificeres ved en repræsentant i det sociale rum, der agerer åbenlyst og taler med de
tilstedeværende personer” (Dahl 1997: 24). Men også i selve programmets narrative
struktur, hvor det ses at journalist og filmhold overdrager tekstens autoritet helt eller
delvist til de mennesker der konfronteres. Således bliver forskellige former for monologer,
dialoger og interviews bestemmende for programmets struktur og organisering. Bill
Nichols ser dokumentaren som ”a fiction (un)like any other” (Dahl 1997: 25), og ser
dermed dokumentaren i lighed med fiktion som tekst, at den er konstruktion og giver
mening via tegn, koder og betydningsbærende strukturer. Men adskiller sig fra fiktionen
ved at tilbyde adgang til den virkelig verden, ikke til et forestillet imaginært univers.
Tingene vi ser i ”Tilbage til Nordjylland” er virkelige – brugerne har måske selv set
stederne ved selvsyn i Nordjylland, ligesom der i stil og æstetikken stort set ikke bruges
voice over, effektlyde, lyslægning og underlægningsmusik 74 , mens der i billeder og lyd
forekommer så uspoleret et forhold til den rå virkelighed som muligt, som fremstilles
primært via håndholdt kamera. ”Den centrale funktion er at referere indexikalt via lyd og
billede, og forflytte eller transportere iboende mening eller betydning, uden at slå den itu”
(Dahl 1997: 38). Der forsøges i høj grad i udsendelsesrækken ”Tilbage til Nordjylland” at
omforme billeder af verden i Nordjylland så usynligt som muligt – og optræde som et
vindue mod verden, i en lav grad af intervention, hvor vægten er på det at stille frem og
på den primære repræsentation. Der vil naturligvis altid være tale om en form for
intervention i forbindelse med et program. Herunder er interviewene resultatet af en
konstrueret situation, men i ”Tilbage til Nordjylland” er journalisten i en tilbagetrukket rolle
– og lader den interviewede/ de interviewede handle meget spontant.
74 Der forekommer dog en enkelt kort sekvens med underlægningsmusik.
192