STAY-BEHIND OG FIRMAET - PET-kommissions beretning

National selvbestemmelse og internationale forpligtelser
sted, kan ikke undre eller forurolige. Tværtimod må det tages som et tegn på, at
USA tager sin garanti alvorligt.” 231
FE, PET og NATO-samarbejdet
Danmark gjorde princippet om national selvbestemmelse gældende i forholdet
til NATO. Det synes endda at være tilfældet, at Danmark holdt sine militære
partnere uden for okkupationsberedskabet helt frem til 1959. Det fremgår af den
norske Lund-rapport, at USA, Storbritannien og Frankrig i 1959 forsøgte at få
kontrol over ’stay-behind’-nettene i Nordeuropa ved at oprette en fælles ledelse
i NATO. Et krisemøde fandt derfor sted den 23. september 1959 med deltagelse
af den norske forsvarsminister og ledende embedsmænd og officerer. Forslaget
ville ifølge referatet fra mødet medføre, at de små landes ressourcer til okkupationsberedskabet
fra åbningsfasen af en konflikt ville blive underkastet stormagternes
kontrol, hvilket Norge fandt uacceptabelt. Det fremgår ligeledes af
Lund-rapporten, at ”Danskerne delte dette syn og resultatet av forhandlingerne i
NATO ble et kompromiss, felles ledelse ble organisert, men ledelsen av de norske
og danske organisasjoner skulle koordineres av et organ under Nordkommandoen
med et innslag av nasjonale offiserer”. 232 FE har i den forbindelse oplyst,
at der ikke forefindes materiale i tjenestens arkiv om den danske holdning til
denne beslutning, men på baggrund af den nedenfor følgende gennemgang af
FE og PET’s samarbejde på beredskabsområdet kan man sætte spørgsmålstegn
ved, om Danmark, som hævdet i den norske rapport, vitterlig afgav megen suverænitet
i 1959. Grundlaget for okkupationsberedskabet var trepartsaftalen fra
1951 samt en række NATO-planer, som Danmark nok var forpligtet af, men som
ikke betød, at NATO ville få beføjelser over FE i krigstid.
Op gennem 50’erne og 60’erne fik PET og FE i opdrag at arbejde videre med
de overordnede beredskabsplaner, som også angik antikommunistiske foranstaltninger.
Det skulle dog vise sig, at det eneste, tjenesterne reelt kunne blive
enige om, var, at de så fundamentalt forskelligt på en række af de opgaver, der
skulle løses. I takt med et stigende allieret krav om, at NATO skulle koordinere
beredskabstiltagene i de enkelte lande, blev de to tjenester imidlertid påmindet
231 Jf. RA, privatarkiver, Hilmar Baunsgaard, arkiv nr. 8064, pk. 56, læg II: FE-notits ”pjecen Oberstkup
i Danmark”, 25. marts 1970.
232 Lund-rapporten, s. 457.
90 Stay-behind og Firmaet