FOLKELIGE GRUNDTANKER

FROSTE,
EN SØN AF KONG KAR, regierede i JOTUNHEIM,
var FADER TIL KONG SNÆKOLR eller Snær den
gamle. Han kaldes og JØKUL.
FROSTE,
STURLAUGR STARFSAMES FOSTERBRODER, blev af
STURLAUGR befalet at drage nord til FINMARKEN
(JOTUNHEIM) see at komme KONG SNÆKOLS
DOTTER MIØLL i Tale, og kaste hende en Kievle
med indskaaren Runeskivt i Skiødet. Han seilede
da med et Kiøbmandsskib til FINMARKEN, gik
frem for Kongen, som tog meget vel imod ham,
og spurgde om hans Navn. Han svarede: at han
hedde GESTUR, og bad Kongen om Vinterkost,
som denne bevilgede ham imod at skytte sig selv
og ikke give sig meget af med andre, og
saaledes forblev han der Vinteren over. Nær ved
Kongens Sal var en Fruerstue, som PRINDSESSEN
MIØLL opholdt sig i. Samme var omgivet med et
Plankeverk saa høit, at kun Fuglene kunde slippe
derover. Dog sneeg han sig ind en Dag, og saae
der Prindsessen kiæmme sit silkebløde Haar med
en Guldkam. Han syntes aldrig at have seet et
smukkere Fruentimmer, og efter Befaling kastede
hende Kievlen i Knæe. Hun læsde da det
skrevne, som behagede hende vel, og GESTUR
gik bort, men kunde af Forlibelse hverken æde
drikke eller sove. Om Natten derefter, da han og
alle sov, mærkede han at nogen tog ham paa
Brystet; han følede paa Haanden og erfarede at
den var besat med Guldringe. Straks stod han
op, og saae, at det var PRINDSESSEN MIØLL. Hun
spurgde ham, om det var sandt, som stod skrevet
paa Kievlen, sagde: at hun holdt af ingen saa
meget som af STURLAUGR, og at hun gierne vilde
være hans FRILLE; tillige spurgde hun FROSTE,
om han var reisefærdig, og, da hun hørde, at han
længe havde været det, gik hun til Kongens Sal,
mumlede nogle Ord for Dørren, og drog derpaa
afsted med FROSTE, som dog ikke kunde følge
hende, saa at hun beskyldte ham for
Seendrægtighed, og bad ham holde fast ved
hendes Bælte. De foer da saa hurtig afsted, at
han blev fuld af Veir, og de kom meget hurtig til
SVERRIG, hvor MIØLL drog til Kongen, men