FOLKELIGE GRUNDTANKER

anviisde ROLF og hans Folk en stor Sal uden for
Slottet, og skienkede dygtig Øl for dem. Midt i
Salen var en stor Ild at varme sig ved. Denne
forstørrede ADILS Mænd som kom ind, saa at
Heden blev utaalelig og deres Klæder svedes.
Dette skedte for at forsøge ROLF og hans Folk,
som pleiede at rose sig af, at de skyede hverken
Ild eller Jern; men da Ilden endelig tog for meget
Overhaand, sagde han til sine Folk: lader os
forøge Ilden, hvorpaa hver kastede sit Skiold i
Ilden og løb deroven paa giennem den, sigende:
den løber ikke for Ild, som løber igiennem den.
Ved sin Ankomst fik ROLF ogsaa af sin MODER
YRSA den siden ved sin Troskab bekiendte
VOGGO (VIGGO) til Opvartning. Samme raabde,
da han første Gang saae ROLF: Jeg har stedse
hørt, at LEIREKONGEN var den største Mand i
Norden, men nu seer jeg i hans Sæde en lille
KRAKE (TRÆESTUB). Dette gefaldt ROLF saa vel,
at han siden stedse lod sig kalde KRAKE, og gav
VIGGO i Navnefæste en Guldring. Derover blev
VIGGO glad, og giorde det Løvte at hævne ham,
om han nogensinde overlevede ham, hvorpaa
ROLF antog ham mellem sine Hoffolk. Dagen
efter fik ROLF af sin MODER YRSA et stort
Sølvhorn fuldt af Ringe, hvoriblandt den kostbare
SVIAGRIS, samt Vaaben, en hvid Hest og en rød
til hver af hans Kæmper, tillige med det Raad at
skynde paa Hiemreisen, efter som ADILS
sankede Folk at forraske ham med. ROLF fulgde
hendes Raad, drog uformærkt bort med Byttet,
men blev indhentet paa FYRRISVOLD af ADILS.
ROLF strøede da Guld i Veien for at standse de
eftersættende, af hvilke de stedse forblindede af
Guldets Glands lode sig forføre til at staae af
Hestene; men ADILS, en vældig Rytter, var for
klog, skammede dem ud, og blev ved, indtil ROLF
kastede RINGEN SVIAGRIS i Veie for ham; thi da
kunde han ikke længer modstaae Fristelsen,
bukkede sig, og tog den op med sit Spyd. ROLF
lod ham da høre, at han havde faaet den
stolteste Svensker til at bukke sig. Ved denne
List undgik han Faren. (Efter andre kom ROLF
over ADILS i det han bukkede sig for at optage
Ringen, saarede ham i Bagdelen, sigende: han
kunde have dette til en Erindring, og at han nu
havde lært at kiende ROLF KRAKE; hvorpaa ROLF
tog Ringen op og kom lykkelig igien til sine). Han