FOLKELIGE GRUNDTANKER

Han beboede et Slot i Himlen af nesten bare
Guld og Sølv kaldet GLITNER; tillige var han saa
retfærdig og god Dommer, at alle, som mødte for
hans Domstol, gik fornøiede og forliigte derfra.
Han skal efter Historien have regieret over
SAXERNE PAA ØEN HELGOLAND, som efter ham
kaldtes FOSETESLAND, og der skal hans Dyrkelse
have vedvaret indtil i det 8 Aarhundrede.
FRADMAR,
BRODER TIL KOL DEN KROGRYGGEDE, foretog sig
at hevne dennes Død, som i Eenvigs Kamp var
bleven nedlagt af STURLAUGR STARFSAME, drog
derfor til RINGER JARL I HAMMAR, og udfordrede
STURLAUGR til Kamp pa samme Sted, som hans
Broder var faldet, ved GOTH–ELV, naar høieste
Vinter var forbi. Til bestemte Tid mødte begge
med deres Følge, opslog Telte, og overnattede
der. Dagen efter, som Kampen skulde holdes,
gav FRADMAR STURLAUGR Valget enten de straks
selv skulde slaaes eller først lade deres Mænd
forsøge hverandre. STURLAUGR valgde det
sidste; og sloges da først STURLAUGS MAND
ROLF NEFIA med en BLAAMAND AF FRADMARS
FØLGE, der var stor som en Rise, tyk som et
Nød, havde store Negle som Ørnekløer, og var
sort som selve Døden. Han var langt ROLFs
Overmand, men faldt tilsidst baglends, og brak
Ryggen mod en skarp Steen. Derefter dræbde
THORDER AF FRADMARS FOLK STURLAUGS MAND
RAFU. Ligeledes JOKUL, STURLAUGS MAND,
DRÆBT AF FROSTE. Derpaa fulgde en
Troldomsfuld Kamp mellem SVIPUDR OG EN FINNE
AF FRADMARS FOLK. (See SVIPUDR!) Endelig
traadde begge Hovedpersoner mod hverandre.
STURLAUGR fremdrog da et fortryllet Sverd, han
til denne Kamp havde faaet af sin KONE ASA DEN
SKIØNNES FOSTERMODER HEKSEN VEFREIA. (See
VEFREIA!) Dette frygtede FRADMAR ved første
Syn. Det blev afgiort, at STURLAUGR skulde
hugge først. Han kløvede da i første Hug
FRADMARS Skiold og en Deel af Hielmen. Endelig
blev FRADMAR saa udmattet, at han ikke kunde
stride meer, satte sig til hvile, klagede over, at
STURLAUGS Sverd var forgiftet, og bad ham
afhugge sit Hoved. Da tilbød STURLAUGR ham
Livet. Han modtog det vel, dog i Tanke at være