FOLKELIGE GRUNDTANKER

nu vilde han oprette de andres Taushed. Tillige
bad han Gesandterne sige deres Fyrste, at
DANMARKS RIGE, som ikke trængede til Forsvar,
fik han ikke, og at han selv vilde møde DERES
KONGES SØN og desuden een af deres tappreste
Mænd. VERMUND og alle forundredes og
glædedes over hans Mod, og spurgde, hvorfor
han vilde stride imod 2, hvortil han svarede: at
det skedte for at aftøe den Skamplet, der
hæftede pa de DANSKE, fordi 2 af dem havde
været om at dræbe KONG ADILS. Da nu
PRINDSEN efter Aftale skulde møde, var ingen
Pantser stort nok, end ikke VERMUNDs eget, som
man dog fik sammenflikket til at passe ham; men
værre var det at faae et Sværd, der var ham
stærkt nok, da alle sprang i hans Haand. Kun
VERMUNDs SVÆRD SKREP, som han mistvivlende
om, at det skulde blive hans Søn nyttigt, havde
nedgravet i Jorden, var tilpas. Kampen gik
derefter for sig ved EIDERSTRØMMEN. Hærene
stode hver paa sin Side af Floden som Tilskuere.
VERMUND selv havde sat sig yderst paa en Broe
for at styrte sig ud, om Sønnen blev slagen.
Denne gik i Førstningen kun forsvarsviis til
Verks, opeggede sine Fiender med Ord, saa
VERMUND frygtede, at det var Feighed, og
flyttede sig længer ud paa Broen. Herved fik
UFFO den eene til at komme sig nærmere, men
hug ham i det samme i 2 Parter. Den Gamle
kiendte igien glad Lyden af sit Sværd, og flyttede
sig op paa Broen. Straks efter huggede UFFO
den anden af sine Modstandere over, og glædede
sin Fader anden Gang ved LYDEN AF SKREP,
hvorefter Dommerne tildømde UFFO SEIEREN.
Derpaa angreb og overvandt de DANSKE
SAXERNE, som maatte bekvemme sig til at give
VERMUND Skat. VERMUND overdrog da Riget til
sin Søn, og døde endelig i en høi Alder. Han
kaldtes HIIN VITTRE (DEN VIISE).
VESET JARL,
VAR JARL HOS DEN NORSKE KONGE PAA
HELGOLAND LOGE ELLER HALOGE, og friede med
sin BRODER VIFIL til dennes deilige Døttre EYSA
og EYMIR, men LOGE menende, at der var
Konger nok at vælge imellem, tog det ilde op, og
jagede dem i Landflygtighed. Brødrene bortførde