FOLKELIGE GRUNDTANKER

Hekserie. Han gik da med en Mængde
Troldmænd ned til Strandbreden, offrede en Hest
til Guderne, lod Hovedet opreise paa en Stage,
og dets Mund opspile med Pinde. ERIK kom da
just antogendes, og da han saae denne Troldom,
lod sine Folk giøre Halt, gik selv for an til en Aa,
der var mellem ham og GREP, og raabde
overlydt: Gid Troldommen falde tilbage paa dem,
som øve den, og vi derimod nyde god Lykke!
Straks faldt Hovedet ned af Stangen, og slog den
ihiel som bar det. ERIK blev derefter ved at rykke
frem. Underveis faldt det ham ind, at efter GREPS
Foranstaltning ingen torde komme for Kongen
uden at give ham en Gave. Han tog derfor en
Klump Iis, og giemde til dette Brug i Skiødet af
sin Kiole. Da han nu kom til Slottet, gik han selv
først ind, og bad sin BRODER ROLLER gaae bag
efter. Ved Indgangen brugde de Kongelige Trælle
deres sædvanlige Kaadhed, og havde i Dørren
lagt en vaad Hud, som de med Strikker trak til
sig, i det ERIK tradde derpaa, saa han nær havde
faldet, hvis ikke ROLLER i det samme havde
understøttet ham, hvorpaa ERIK sagde: bar er
broderløs Bag. Midt i Salen var optændt en stor
Ild, som Kongen og hans Kæmper sadde om paa
Brænke. Kæmperne gave sig ved Synet af ERIK
til at huie og tude af alle Kræfter, men med sin
sædvanlige Sindighed satte han dem til Rette,
fordi de saaledes opførde dem paa Hundeviis. Nu
fremkom KOL, hvis Embede var at modtage og
forvare de til Kongen indkommende Gaver, og
fordrede en af ERIK. Denne rækkede ham
Iisklumpen over Ilden, men lod den med Villie
falde deri. ERIK paastod, at det var et Stykke
herligt og glindsende Metal, som ikke fandtes
Mage til, og paastod Straf over KOL for hans
skiødesløse Omgang, hvorpaa Kongen og lod
ham ophænge i Følge sin egen Lov: at hvo der
forvandskede noget af Kongens Gods, skulde
døe. Herpaa forefaldt mellem FRODE og ERIK
følgende Samtale. Kongen: Fortæl os Pralhans
med din høitravende Veltalenhed, hvorfra og
hvorledes du er kommen hid, ERIK. Jeg gik ud
fra RENNESØE, og satte mig ved Steenen. K.
Hvorhen satte du dernest din Kaas? E. Jeg gik
bort paa en Bielke fra Steenen, og satte mig ved
en anden Steen. K. Der maae have været mange
Steene og Klipper. E. Der ere flere Sandskorn.