FOLKELIGE GRUNDTANKER

fældede han endelig med megen Møie, men fik
selv 17 Saar, saa at Indvoldene hang ham ud af
Maven. En ulidelig Tørst formerede hans Uheld,
saa han med Nød slæbede sig til en Bæk, men
kunde ikke drikke af vandet, som var bleven
blodig af det deri faldne ANGANTYRS LIIG. Han
lænede sig da op til en Steen, hvori efter mange
Aarhundrede saaes Indtrykket af hans Legem, og
oppebiede med Taalmod sin Frelse. Først kom en
Kiørende forbi, og tilbød ham Hielp; denne vilde
STERKODDER ikke modtage af en i hans Tanker
uædel, spurgde om hans Forretning, og, da han
hørde, at han var DEELEFOGED, afslog han med
Forhaanelse hans Hielp. Den næste
Forbigaaende som tilbød ham Hielp, tiende en
Bonde for at faae sin Kone, som var en Slavinde,
frie, men den blev afslaaet saavel som et
Fruentimmers, som var Slavinde, og malede i en
Mølle. Hende spugde han, om hun havde Børn,
og for ikke at tage mod Hielp af en Slavinde
befalede hende at gaae hiem og give sin Dotter
Die. Derefter kom en Bøndesøn. STERKODDER
rosede hans Forretning, forærede ham
Purpurkaaben, og bad ham hielpe sig. Bonden
stoppede ham da Tarmene ind, bandt Maven til
med stærke Vidiegrene, satte ham paa sin Vogn,
og førde ham til Hoffet. Der var HELGE imidlertid
vaagnet op i stor Angest ved at savne
STERKODDER, og frygtede at ansees af den
gamle Kriger for en Nidding, der af Kierlighed til
sin Kone havde forsømt Kampen. Hans KONE
HELGA gav ham da det Raad, som han fulgde, og
derved blev ræddet; thi STERKODDER løb straks
ved Ankomsten uden at tænke paa sine Saar i
Arrighed til Brudekammeret, og slog Dørren ind
med knyttet Næve. HELGE anfaldt ham da
rasende med et draget Sværd; men i det samme
sprang HELGA til med et Skiold, som hun holdt
over STERKODDER, og afbød Huggene. Herved
blev den gamle overbeviist om HELGES Mod, og
tilgav ham. Førend STERKODDERS SAAR endnu
vare blevne lægte, drog han til den SKAANSKE
KONGE, som han dog noget efter reisde igien til
DANMARK bevæget ved Rygtet om det Venskab,
der var mellem FRODES SØN INGEL og hans
Faders Morders den SAXISKE FYRSTE SVERTINGS
Sønner. Erindringen om Faderen fordoblede hans
Vrede mod Sønnen. Med en Sæk Kul paa Ryggen