FOLKELIGE GRUNDTANKER

Dødes Bolig, ligesom fordum ÆNEAS og
ULYSSES, paa en Stie giennem tyk Taage og
Damp. Der saae han adskillige Herrer i
Skarlagens Klæder, og de Urter, konen bar, at
vokse i Solen. Derfra kom han over en Broe til
det Sted, hvor de afdøde Helte stridede i to Hære
med hverandre, og fik af Konen den
Underretning, at det var afdøde Helte, som
syslede paa fordumsviis. Endelig kom de til en
Muur, som Konen forgieves stræbde at springe
over, i hvor tynd og let hun end giorde sig. Men
en Hane, som hun havde bragt med sig, vred
Hovedet af, og kastede over Muren, blev straks
levende, og gav sig til at gale. Han kom derfra op
til Jorden igien, seglede til DANMARK med sin
Brud, og og blev underveis forfulgt af Søerøvere,
men undgik dem lykkelig. I Anledning af, at den
af HADDING dræbte ASMUNDS SØN UFFO for at
hævne sin Faders Drab havde ladet
bekiendtgiøre, at hvo som giorde det Løvte at
dræbe HADDING, skulde faae hans deilige Dotter
til Ægte, og en fornem BIARMER, THUNING giorde
Løvtet, og sankede i denne Hensigt en Hær af
BIAMER, drog HADDING for at forekomme ham til
søes langs de NORSKE KYSTER TIL BIARMELAND.
Underveis saae han en gammel Mand (ODIN)
staaende paa Landet, og vinke ad ham med sin
Kaape. Imod sine Folks Villie, som holdt det for
et ondt Tegn at vende med Skibet, tog han ham
om Bord, og lærde af ham den Maade i Strid at
opstille sine Folk, som kaldes at SVIINFYLKE,
fordi Slagterordenen gik spids for til, som en
Kile eller Svinetryne, og ved denne Maade vandt
HADDING Seier. BIARMERNE betiende dem vel
efter Sædvane af Troldom, og opvakde ved deres
Hekserie Hagel og Uveir, men ODIN fordrev det
ved et andet Uveir og andre Skyer. Tilsidst gav
ODIN, før han forlod ham, den Lære, som han
siden viselig fulgde: Heller at søge Krige i fierne
end nærliggende Lande, og spaaede ham, at han
aldrig skulde falde for Fiendehaand, men selv
ende sit Liv. Efter HADDINGS Hiemkomst fra
BIARMELAND søgde ovenmældte UFFO at
forraske ham ved List, og indbød ham til
Kongestevne i UPSAL; Der indfandt og HADDING
sig med sine DANSKE, men ved Giestebudet,
naar en af hans Mænd gik ud af Døren, stod en
uden for, og afhug hans Hoved. Dette mærkede