FOLKELIGE GRUNDTANKER

undredes over ROLFS MÆNDS TROSKAB, som alle
vare faldne med deres Herre, og ønskede at faae
VOGGUR den eeneste overblevne af saa mange
tro Tienere i sin Tieneste, mældte denne sig, og
lovede at blive hans Mand. HIORTVAR rækkede
ham da Spidsen af sit Sværd, at sværge ham
Troskab ved; men VOGGO sagde: ROLF rakde
altid sine Mænd Heftet og ikke Spidsen, og, naar
de berørde det, lovede de ham Troskab. Dette
giorde da HIORTVAR, men straks giennemborede
VOGGUR ham dermed, hvorpaa han uden mindste
Frygt for Døden glædede sig over at have holdt
sit Løvte, og lod sig uden Hindring dræbe af
HIORTVARS FOLK.
VOLSUNG,
EN SØN AF KONG RERER I HUNSIGOV. Hans Fader
var en mægtig og stridbar Mand men Barnløs,
hvorfore han med sin Kone bestandig anraabde
Guderne om Børn. Endelig forbarmedes ODIN
over dem, og sendte sin ØNSKEMØE JETTEN
HRIMNIRS DOTTER til ham. Hun paatog sig en
Krageham, fløi til Kongen, som hun fandt
siddende paa en Høi, og lod et Æble falde i hans
Skiød. Kongen indsaae Æblets Nytte, og aad
meget deraf. Dets kraftige Virkning viisde sig og
snart; thi Dronningen blev med Barn men kunde
ikke føde det. Hun gik saaledes med det i 6 Aar,
og lod det tilsidst skiere ud af sit Liv. Drengen
var overmaade stor, og kysde straks efter
Fødselen sin Moder, som noget efter døde. Han
KALDTES VOLSUNG, blev tidlig og meget
navnkundig, ægtede bemældte HRIMNERS
DOTTER, og avlede med hende 10 Sønner og en
Dotter, af hvilke de ældste SIGMUND og SIGNE
vare meget deilige. Hvorledes derefter den
ØSTGOTHISKE KONGE SIGGEIR friede til SIGNE,
blev dem hadefuld, lokkede VOLSUNG og Sønner
til sig, fangede og lod dem alle undtagen
SIGMUND henrette, see SIGGEIR! Efter ham
kaldtes hans hele Slægt VOLSUNGER.
VOLVER eller VALFRER,
SAA KALDTE VORE FORFÆDRE ET SLAGS
TROLDKONER, SOM UDØVEDE DERES KONSTER
ISÆR VED GALDRER.