FOLKELIGE GRUNDTANKER

kunde opdage Bedrageriet, da Affekt tilintetgiør
Overlæg. Nogle troe Mænd maatte derfor føre
AMLETH til Hest ind i en stor Skov, og der belure
ham. Dog AMLETH undgik. En af dem var
opdraget med ham, og vilde advare ham.
AMLETH selv indsaae, at der var noget under,
satte sig baglends paa Hesten, og holdt i Halen.
da han saaledes reed frem, mødte han en Ulv, og
da hans Ledsagere sagde, at det var en Hest,
sagde han ja, og at FENGE havde kun saa
saadanne blandt sine. Ved Stranden kom de
derefter til et opkastet Noer. Man sagde ham, at
det var en stor Kniv. Ja! men til en stor Skinke,
sagde AMLETH. Da de viste ham nogle
Sandbanker, og bad ham betragte dette Meel,
sagde han, at det var malet af Stormene og
Havets Skum. Endelig forlode de ham, da de
vare komne til Bestemmelses–Stedet, hvor et af
FENGE udsendt Fruentimmer efter Foranstaltning
mødte ham paa et mørkt og skyggefuldt Sted.
Her havde han nær faldet i Snaren, da just hans
omtalte Fosterbroder advarede ham, ved at
stikke et Straa i Rumpen paa en Brems, og lade
den flyve hen til det Sted, han befandt sig med
Fruentimmeret. AMLETH forstod strax
Advarselen, førde hende langt bort til et Morads,
hvor ingen kom hen, havde sin Villie med hende,
men tog hende derpaa i Løvte ikke at forraade
ham. Hun lovede dette saa meget mere, som hun
elskede ham, og var opdraget med ham. Da hon
nu kom hiem, spottede alle ham, og spurgde:
hvad han giort med Pigen. Han svarede at han
havde besovet hende, og det paa Huus–
Mønningen, en Hestehov og en Hanekam; men
da man udfrittede Pigen, sagde nei for
Gierningen, og man troede ham fuldkommen gal.
Dog bemærkede man, at i alle hans gale Svar
stedse var nogen Sandhed, og besluttede, at
prøve ham ved hans egen Moder, som man
menede, at have mere Magt over ham. FENGE
reiste derfor bort, som til en nødvendig Reise, og
lod AMLETH komme ind i Sovekammeret til sin
Moder; men og denne List var han belavet paa.
Da han troede, at en Mand laae skiult under
Halmen, stillede han sig rasende an, goel som en
Hane, slog med Armene som Vinger, sprang op i
Halmen, trampede paa den, der laae i Skiul, og
da han mærkede noget haardt deri, stak ham