FOLKELIGE GRUNDTANKER

slet, ikke torde forsinke sig, men for Afreisen
indbød han VOLSUNG og saa mange, han vilde
medtage til Giest i ØSTGOTHLAND om tre
Maaneder. Disse droge og til bestemte Tid
afsted, kom derhen efter en meget besværlig
Seilads meget silde om Aftenen. Staks efter
bleve de advarede af SIGNE, som ved sin
Spaadomsgave havde forudseet, at dette
Ægteskab vilde blive dem til Ulykke, og frabedet
det. Hun fortalde, at SIGGEIR havde i Sinde at
forraske dem, og i denne Hensigt havde samlet
en stor Hær. Dog vilde VOLSUNG ikke flye, og
svarede: han havde giort en Eed, førend han
blev født, aldrig at skye Ild eller Sværd; Den
havde han hidtil holdet, agtede det samme
fremdeles, og vilde ikke, at Jomfruer i Leeg
skulde bebreide hans Sønner, at de frygtede
Døden. Dagen efter gik han med alle sine
bevæbnet op i Landet. Der mødte SIGGEIR dem
straks med en stor Hær, nedlagde efter den
tappreste Modværge VOLSUNG, og fangede alle
hans Sønner, de skulde straks været dræbt, men
SIGNE udvirkede, at Eksekusionen blev udsat,
hvorefter SIGGEIR lod en af dem dræbe hver Nat.
Kun SIGMUND slap ved Hielp af sin SYSTER
SIGNE, som SIGGEIR vel ægtede; men hun
aandede kun Hævn, og for at faae den udført
sendte de 2 Sønner, hun havde født, til SIGMUND
for at være ham behielpelig i den Hævn, han
agtede at tage for sin Fader VOLSUNGS MORD;
men, da de ikke syndes ham tappre nok, lod han
dem efter SIGNES RAAD DRÆBE. Endelig paatog
hun en Troldhekses Ham, og i den AVLEDE MED
BRODEREN EN SØN, som blev kaldet SINFIOTL.
Denne sendte hun og til SIGMUND, som opdrog
ham for SIGGEIRS SØN. Nogen Tid efter kom de
begge i Varulve–Skikkelse til SIGGEIRS LAND, og
holdt der slemt Huus. Tilsidst droge de til
KONGENS HOF, og skiulede sig i Forstuen.
SIGGEIRS TO UNGE SØNNER opdagede dem vel,
og sagde: at der var kommen to grumme og
stærke Mænd uden for i side Hielme og hvide
Brynier, men i det samme bleve de efter SIGNES
RAAD dræbt af SINFIOTL og kastede ind i Salen
for Kongen. SIGGEIR lod dem efter tappert
Modværge fange, og indsette i en Høi for at sulte
ihiel, men om Natten hialp SIGNE dem ud. De gik
da til Kongens Sal og satte Ild paa den. Da den