FOLKELIGE GRUNDTANKER

sig i Færd med Madposen, men kunde ikke løse
en eeneste Knude, blev derved heftig forbittret,
greb sin Kølle, og hug den mod Kæmpens Hoved,
som straks vaagnede, og spurgde: om der var
faldet et Blad af Træet ned paa hans Hoved, om
de havde faaet Mad, og vilde lægge sig til Roe.
THOR lod som han vilde sove under en anden
Eeg, men, da han ved Midnat hørde atter
Kæmpen snorke, saa det dunrede i hele Skoven,
hug han ham igien Hammeren midt i Issen, saa
den sank dybt ned i Hovedet, og vaagnede
Kæmpen, som atter spurgde THOR, om der var
faldet et Støvgran paa hans Hoved, og hvorledes
det var sat. Han svarede: at han nys var
vaagnet, hvorpaa Kæmpen igien lagde sig til
Roe, men straks efter, da THOR hørde ham
snorke, tænkde han paa eengang at giøre det af,
sankede alle sine Kræfter, og slog ham
Hammeren dybt ind i Kinden. SKRYMNER
vaagnede, tog til Kinden, og sagde: det forekom
ham, som en Fuglefjer var faldet ham paa
Kinden. Nu er det desuden Tid, sagde han til
THOR, at vi reiser os. Vi har kun kort til Byen
UTGAARD. Jeg har hørt jer hviske til hverandre,
at jeg var stor, men der vil i faae anderledes
store Folk at see, og vil jeg raade eder, at I der
ikke giør jer for meget til; thi LOKES HOFFOLK
lider ikke vel saadanne smaa Drenges store Ord.
Bedre for jer at vende tilbage, hvis ei, kan I kun
reise lige i Øster, min Vei falder i Nord hen til de
Klipper. I kan see. Derpaa tog han sin Madpose,
og søgde ind ad Skoven. THOR og Selskab uden
at bryde sig videre om SKRYMNER, fortsatte
Reisen, og kom om Middag til UTGAARD, der laae
paa en stor Slette, var overmaade høi, og dens
Porte lukket med et Jerngitter, som THOR og
Kammerader ikke kunde oplukke, men gik
igiennem mellem Stængerne. De saae der uhyre
store Mennesker, et stort Pallei, og Kongen, som
kaldtes UTGARDELOKE, spurgde, om den Dreng
var THOR, samt hvad Konster han og hans Følge
forstod. LOKE svarede: at de forstod mere end
andre, at han selv kunde æde mere end nogen,
og vilde deri kappes med enhver. Da kaldte
Kongen LOGE een af sine Hofmænd, lod
indbringe et Trug fuldt af slagtet Kiød, som hver
gav sig til at æde af fra sin Ende saa gridskt, at
de snart mødtes i Midten. Dog havde LOKE kun