FOLKELIGE GRUNDTANKER

men gav ham dog ved Hiemkomsten begge
tilbage. Især overgik ODIN alle i Troldom. Ved
sine hemmelige Konster indsaae han, at hans
Lande i Tiden vilde blive et Rov for fremmede
Erobrere; han satte derfor sine BRØDRE VE OG
VILE over derover, og drog med sine HOFGODER
og DISER samt en Mængde ASER til vore
NORDISKE LANDE at søge et nyt Rige. En stor
Sværm fulgde med ham, ved hvis Hielp han
(maaskee uvist) skal have erobret GARDARIKE,
SACHSEN og DANMARK, hvilke Lande han gav til
sine Sønner. Han drog derefter ind i SVERRIG.
Uagtet han forefandt mægtige Stater under
FORNIOTER eller hans SØN KARE I JOTUNHEIM,
GYLFE I SVERRIG OG HLER (ÆGER) I DANMARK,
vidste han dog at besnære dem, giorde Forbund
med dem, og bevægede endog ved Rygtet om sig
de to sidste til at giøre en Reise til ASGAARD for
at indhente Kundskab om ham, og forefaldt da
ved disse Besøg de Samtaler, som er den
fornemmeste Indhold af EDDA, og, da ODIN
mærkede, at GYLFE havde et godt Land, drog
han til SVERRIG, opslog sin Boepæl i GAMLE
SIGTUN VED LOGEREN, hvor han byggede et stort
Tempel, og indrettede Offertienesten paa samme
Fod som i ASAHEIM. Uvist hvorledes forskaffede
han sig endeel Lande, som han satte sine
SØNNER over, og som sine DIAR Boliger i.
Saaledes fik NIORD NOATUN, HEINER
HUNDBIERG, HEIMDAL HIMMINBORG, THOR
TRUDVANGER, OG BALDER BOEDE PAA
BREIDABLIK. Den af ODIN indførte Religion var
krigersk, og sigtede til at danne Folk til vilde og
rasende Krigere, og denne Hensigt opnaaede
han, saa at de i SEKLER vare EUROPAS
BARBARER OG PLAGE. Naar de droge i Strid,
lagde han Hænderne paa dem og velsignede
dem. Deraf opflammedes deres Mod, saa de gik
frem med en blind Tapperhed uden at vige eller
agte Livet, og stedse fik Seier. Endnu mere
bidrog hertil hans Lære om det tilkommende Liv.
Snedighed og Lykke hialp ham at indbilde dem at
VALHALS eller det tilkommende Himmeriges
Glæder kun var for de tappre, som faldt i Striden,
og lovede disse Helte i hans Bolig efter Døden
daglig Slagsmaal, Drik i Overflod, yndige Møer til
at skienke for dem, og evindeligt Flesk, som var
deres Livspise. Ingen Under at de foragtede