METODER I SOCIALT ARBEJDE - SFI

har sagsbehandlerne relativt forskellige måder at gribe afklaringen an på.
De fleste arbejder forholdsvis systematisk fra sag til sag, men har derudover
individuelle teknikker, såsom at matche klienternes sprog. Det er dog
vanskeligt for os at vurdere, hvorvidt den supervision og kollegiale sparring,
som flere nævner, også indebærer, at de individuelle fremgangsmåder
gøres til genstand for dialog og udveksling og dermed potentielt kan blive
til reproducerbare metoder. Ifølge sagsbehandlernes udsagn fungerer deres
faglighed som en væsentlig faktor i at udfylde de metodiske rammer samt
til at finde alternative veje, når de officielle metoder ikke slår til. Vi kan
med Johnsson & Svenssons’ ord sige, at sagsbehandlerne primært bruger
deres erfaringsbaserede viden. Det vil sige den individuelle viden, som
sagsbehandlerne kan dokumentere og dele.
Arbejdsevnemetoden som sådan er en velbeskrevet og erklæret
metode til at udrede brugeren. Den indeholder en udførlig beskrivelse af
midlet, ressourceprofilen, til at nå målet, en identifikation af den korteste
vej til selvforsørgelse. Metoden har imidlertid ikke, sådan som eksempelvis
MST, et eksplicit teoretisk grundlag, der forklarer, hvordan brugerens
problemer skal forstås samt begrunder den valgte løsningsstrategi. Ligeledes
er metoden ikke – så vidt vi ved – baseret på undersøgelser af, om
tilgangen virker, dvs. om de ledige faktisk kommer i job hurtigt og bliver
der. Sådanne undersøgelser kunne være med til at legitimere og kvalificere
metoden.
Arbejdsevnemetoden og sagsbehandlernes afklaring af de ledige
hører til den diagnosticerende eller kategoriserende del af socialt arbejde,
og adskiller sig på det punkt fra de tre andre cases. Kategoriseringsmetoder,
som vi kan kalde dem, lægger i højere grad op til et systematisk og tidsafgrænset
forløb end selve det løsningsrettede arbejde. Sagsbehandlernes
job er primært at udrede klienternes problemer samt fastsætte mulige
løsninger. Når sagsbehandlerne udtrykker utilfredshed med de metodiske
retningslinjer for dette arbejde, vurderer vi, at en del af kritikken primært
går på de forhold, arbejdet foregår under. Det vil sige de mange sager og
den ringe bevillingskompetence, som sagsbehandlerne oplever, snarere end
metoderne som sådan.
Det opsøgende psykiatriske arbejde
Vurderingen af det lokalpsykiatriske arbejde i forhold til rapportens metodebegreb
har i nogen grad været vanskeliggjort af, at vi ikke har haft
mulighed for at få tilstrækkeligt mange interview inden for samme type
indsats. Vi skal altså konkludere på SKP-arbejde, hjemmesygepleje og
110 HVAD ER METODER I SOCIALT ARBEJDE?