METODER I SOCIALT ARBEJDE - SFI

metodisk fra ikke-metodisk socialt arbejde. Ambitionen er derfor ikke at
opstille et metodebegreb, som kan bruges til at vurdere, om bestemte
metoder er gode eller dårlige, men at opstille en række kriterier for, hvad
der skal gøre sig gældende, for at man kan kalde socialt arbejde metodisk.
Et krav til rapportens definition af metode er, at den skal være
tilstrækkelig afgrænset til at være anvendelig i en analyse og diskussion af
praksis. Den form for praksis, som rapporten omhandler, er professionelt
socialt arbejde – forstået som det socialarbejde, der foregår i offentligt regi
eller i institutioner og organisationer, som fungerer via driftsoverenskomster
med det offentlige.
Det er vores håb, at rapporten også kan have interesse for socialarbejdere
i den frivillige sektor. Konklusionerne knytter sig imidlertid
primært til det professionelle arbejde. Trods denne afgrænsning beskæftiger
rapporten sig med et overordentligt bredt felt, idet den forsøger at
favne alt professionelt socialt arbejde spændende fra sagsbehandlingen på
den kommunale forvaltning til diverse former for socialpædagogisk arbejde
på offentlige institutioner og i borgernes hjem. Denne spændvidde
gør, at rapportens diskussioner i vid udstrækning foregår på et overordnet
abstraktionsniveau – om end pointerne bliver rigt illustreret med konkrete
eksempler. Vi refererer fx til ‘socialt arbejde’ som sådan og ‘socialarbejdere’
generelt, velvidende at pointerne ikke har lige stor relevans og gyldighed
for alle det sociale arbejdes mange konkrete former.
I denne rapport forstår vi socialt arbejde helt bredt som alt fra det
sagsbehandlende og diagnosticerende arbejde til selve den behandlende
indsats. Socialarbejdere kan derfor være sagsbehandlere, socialpædagoger og
institutionspersonale med forskellig uddannelsesmæssig baggrund osv. 2
RAPPORTENS INDHOLD
Vi indleder i kapitel 1 med en beskrivelse af mødet mellem socialarbejder
og klient 3 , da dette udgør scenen for udførelsen af metodisk socialt ar-
2. Vi bruger ’socialarbejder’ som generel fællesbetegnelse rapporten igennem, mens vi primært bruger
begrebet ’praktiker’ om de specifikke socialarbejderne i den empiriske analyse.
3. Vi veksler mellem at bruge ’klient’ og ’bruger’ i rapporten og anvender ind imellem ’borger’, hvor
vores kilder eksplicit har gjort det. Der ligger ikke nogen værdiladning i ordene fra vores side, men
vi vurderer, at det fx giver bedst mening at tale om ’brugere’ i forhold til fritidsklubben, mens
sagsbehandleren i beskæftigelsesafdelingen har at gøre med ’klienter’.
14 ET FÆLLES METODEBEGREB FOR SOCIALT ARBEJDE