METODER I SOCIALT ARBEJDE - SFI

Det er dog ikke selvfølgeligt, at tavs viden sikrer et resultat, som
er i overensstemmelse med det sociale arbejdes formål. Tavs viden indebærer
en manglende klarhed for omverdenen om, hvad der ligger til grund
for socialarbejderens vurderinger, og det kan vanskeliggøre en gennemskuelighed,
som kan være i bl.a. klientens interesse. Det gælder fx i forhold til
sikring af klientens lovgivne rettigheder. Endvidere udelukker det metodiske
arbejde ikke logisk set, at socialarbejderen trækker på sin tavse viden
i udfyldelsen af de metodiske rammer (Bergmark & Lundström, 2002).
Arbejdet med mennesker og deres forskelligartede problemer må altid i en
vis udstrækning trække på socialarbejderens tidligere og måske ubevidste
erfaringer. Det gælder også, når der arbejdes metodisk.
En kritisk holdning
En anden bekymring i forbindelse med den instrumentaliserede metodebrug
er, at det sociale arbejde bliver en ukritisk reproduktion af standardiserede
metoder, der ikke forholder sig kritisk til det, de skal ændre. Som
alternativ til dette fremhæves en særlig ‘kritisk holdning’, der gør socialarbejderen
i stand til at forholde sig kritisk til såvel de metoder, vedkommende
anvender, som til den virkelighed, metoderne har til formål at
ændre. Kritikerne hævder, at metoder ofte forudsætter og indebærer en
forenkling af komplekse sociale problemer og gør dem til klientens individuelle
problem (Bergmark & Lundström, 2002).
Som Bergmark & Lundström (2002) gør opmærksom på, er der
imidlertid heller ikke her nogen nødvendig modsætning mellem at arbejde
metodisk og forholde sig kritisk til såvel metoden som de forhold, metoden
sigter på at ændre. Socialarbejderen kan arbejde med at ændre den
enkelte klients situation samtidig med, at vedkommende har blik for de
bagvedliggende faktorer, der kan være skyld i situationen.
Tendensen til at fremme standardiseringen af socialt arbejde gennem
metoder har altså affødt kritik og bekymringer af to typer. For det
første: At en ufølsom metodeanvendelse kan have negative konsekvenser
for socialarbejderens menneskelige kontakt til klienten. For det andet: At
metoder, der retter sig mod det enkelte individ og en ændring i dennes
handlemønster, ikke har blik for de bagvedliggende faktorer, som er med
til at sætte klienten i en problematisk situation. Faren er her, at metodisk
socialt arbejde bliver en ukritisk symptombehandling af samfundsskabte
problemer. Som Bergmark & Lundström (2002) gør opmærksom på, er
disse scenarier ikke en nødvendig konsekvens af metodisk arbejde. Når
pointerne er taget med her, er det for at gøre opmærksom på de konse-
22 ET FÆLLES METODEBEGREB FOR SOCIALT ARBEJDE