METODER I SOCIALT ARBEJDE - SFI

deforståelse i en dansk sammenhæng er de fire såkaldte fælleselemeter for
metode: etik, helhedssyn, kontakt og kommunikation samt systematisk
tænkning og handling, der blev formuleret at Egelund & Hillgaard (2002).
På den anden side hersker der en forståelse, som sætter socialt arbejde lig
med dets metoder, således at forskellige metoder svarer til forskellige områder
inden for det sociale arbejde. Et eksempel på sidstnævnte opfattelse
er tredelingen i individ-, samfunds- og gruppeniveau ovenfor. Det er førstnævnte
metodeopfattelse, som er i fokus her.
Fælles for opfattelser af denne type er, at formålstjenlighed, systematik
og planlægning er krav, som skal opfyldes, for at arbejdet kan kaldes
metodisk. Metoder skal med andre ord være med til at sikre, at målene for
det sociale arbejde nås (formål), at socialarbejderen arbejder så systematisk,
at metoderne lader sig reproducere (systematik), samt at socialarbejderen
eller eventuelt dennes ledelse har formuleret en strategi for, hvorledes og
med hvilke midler det ønskede resultat skal nås (planlægning) (Bergmark &
Lundström, 2002). Disse kriterier danner basis for Bergmark & Lundströms
egen definition af metodebegrebet, som vi uddyber efter en kort
specificering af metodebegrebets beslægtede termer og gængse kritikpunkter.
Beslægtede begreber
En del af den uklarhed, der hersker omkring metodebegrebet i dag, hænger
sammen med, at der florerer en række beslægtede begreber som betegnelse
for samme type af fænomener. Det gælder fx begreber som ‘modeller’ og
‘praksisteorier’. Hvis der overhovedet skelnes mellem disse og metodebegrebet,
er det som regel i en modstilling mellem (praksis)teori og metode/
modeller, hvor de sidstnævnte udledes af de første. Betegnelser som ’færdigheder’
og ’teknikker’ anvendes ligeledes i forbindelse med metode, men
refererer mere begrænset til en specifik procedure eller kunnen, såsom fx
interviewteknik eller samtalekunst i forbindelse med klientsamtaler (Bergmark
& Lundström, 2002).
Vi mener imidlertid, at en skelnen mellem redskaber/teknikker/
færdigheder på den ene side og metoder på den anden side er for vanskelig
at operere med i en analyse af socialarbejdernes konkrete praksis. Hvordan
skal man kunne afgøre, hvornår en fremgangsmåde blot er et redskab og
ikke en metode? Desuden kan det være lige så relevant at stille metodiske
krav til redskaber som til metoder. Vi foreslår derfor, at man i stedet må
forestille sig metoder på forskellige niveauer. Det vil sige, at man fx kan tale
om metoder til at skabe et tillidsfuldt forhold mellem klient og socialar-
20 ET FÆLLES METODEBEGREB FOR SOCIALT ARBEJDE