METODER I SOCIALT ARBEJDE - SFI

ehandling. Idet det sociale arbejdes felt som nævnt er præget af vilde
problemer, kan umiddelbart ensartede problemstillinger hos ensartede brugere
imidlertid komme til udtryk på forskellige måder. Det kræver, at
socialarbejderne kan skønne sig frem til de nuancer af forskellige løsninger,
som er hensigtsmæssige i forhold til brugernes minimalt forskellige problemer.
Socialarbejdernes afgørelser må derfor i en vis udstrækning bero på
deres professionelle, men individuelle skøn. Heroverfor står det politiske
krav om i stigende grad at benytte standardiserede redskaber, som skal
sikre en mere ensartet praksis ved fastlæggelsen af brugerens problemer og
iværksættelsen af løsninger.
Standardiserede redskaber og metoder til kategorisering er almindelige
dele af det sociale arbejde i dag, fx i sagsbehandleres kategorisering
af kontanthjælpsmodtagere (Eskelinen & Caswell, 2003:81). Tiltag i retning
af at indføre mere ensartede retningslinjer har imidlertid ikke altid en
let gang på jord. Mange socialarbejdere frygter for deres faglige frihed. Et
af deres argumenter er, at en vis personlig frihed til at skønne og vælge
fremgangsmåde er en nødvendig del af praksis. Standardiserede regler og
metoder er også blevet kritiseret for at begrænse hensynet til og kontakten
med klienten (Eskelinen & Caswell, 2003:81). En tredje kritik er, at man
som socialarbejder oplever vanskeligheder med at tilpasse de forskellige
aspekter af klientens problem til fx standardiserede kategorier. Omvendt
fremhæves det, at standardiserede kategoriseringsredskaber, uanset intentionerne,
ikke automatisk fører til en mere ensartet praksis (Eskelinen &
Caswell, 2003:81-84).
En af forklaringerne på, hvorfor det opleves som så problematisk
at arbejde med standardiserede metoder, skal ifølge Mik-Meyer søges i, at
en af nutidens trends inden for socialt arbejde er, at målsætningerne med
arbejdet er uhåndgribelige, fx som det at skabe ’livskvalitet’ og ’personlig
udvikling’. (Mik-Meyer, 2004:85). Disse fænomener samt et mantra om,
at det er ’processen frem for resultatet’, der er afgørende for klienten,
vanskeliggør en specificering af klart afgrænsede kriterier og mål for arbejdet.
Dermed bliver det vanskeligt at afgøre, fx hvornår klienternes problemer
er løst. Det giver socialarbejderne et stort råderum og øger risikoen
for, at klienten fastholdes i sin problemfyldte situation (Mik-Meyer,
2004:124-125; Egelund, 1997:281).
Der er imidlertid også mere optimistiske konklusioner på spørgsmålet
om socialarbejdernes råderum og professionelle skøn. Ifølge Ebsen
& Guldager resulterer socialarbejdernes råderum, hvad angår valg af fremgangsmåde,
ikke nødvendigvis i en tilsidesættelse af klientens indflydelse.
ET FÆLLES METODEBEGREB FOR SOCIALT ARBEJDE 33