METODER I SOCIALT ARBEJDE - SFI

lem på baggrund af en vifte af mulige offentlige hjælpe- og støtteforanstaltninger.
Kategoriseringen gør det muligt for socialarbejderen at orientere
sig i forhold til klientens situation og fastlægge en fremgangsmåde til
at ændre på situationen.
Når man taler om kategorisering, kan der skelnes mellem to overordnede
faser i socialt arbejde. I arbejdet med at diagnosticere eller fastsætte
klientens problem er kategoriseringen hovedformålet. I selve indsatsen
og det sociale arbejde med at hjælpe klienten fungerer den diagnosticerende
kategorisering som en forudsætning for arbejdet, samtidig med at
der løbende kan foregå en (om)kategorisering som et led i indsatsen (Eskelinen
& Caswell, 2003:68). I den klassiske sagsbehandling i de kommunale
forvaltninger er diagnosticering eller kategorisering et væsentligt element
i indsatsen. Her optræder kategorisering fx som et lovpligtigt krav i
sagsbehandlingen af kontanthjælpsmodtagere (ibid.:68-69). I arbejdet
med fx psykisk syge på institution fungerer visitationen som en forudsætning,
mens personalet på institutionen gradvist tilpasser indsatsen i forhold
til den løbende omdefinition eller specifikation af, hvad der er den
psykisk syges behov. I det følgende skelnes der ikke mellem den diagnosticerende
og den behandlende fase. De fremhævede diskussionspunkter er
relevante i begge dele af forløbet.
Før analysen af undersøgelsens empiriske materiale vil vi diskutere
nogle af betingelserne for kategorisering og kategoriseringsmetoder, som
de er blevet fremhævet i en række danske undersøgelser.
Institutionelle og strukturelle forhold
I praksis foregår kategorisering altid inden for en strukturel og institutionel
ramme, hvor faktorer som lovgivning, økonomiske forhold og kommunalpolitiske
prioriteringer samt socialarbejderens faglige og personlige
tilgang påvirker kategoriseringen (Eskelinen & Caswell, 2003:9; Mik-Meyer,
2004:26). Eksempelvis må den kommunale sagsbehandler i behandlingen
af en kontanthjælpssag forholde sig både til det lovgivningsmæssige
krav om aktivering, til kommunens konkrete aktiveringstilbud samt til
kommunens økonomiske midler.
At de ydre betingelser spiller en rolle, betyder dog ikke, at socialarbejderens
kategorisering af klienten er fuldstændig styret udefra. Regler og
betingelser fører ikke i sig selv til en ensartet praksis (Egelund, 1997:265;
Eskelinen & Caswell, 2003:84). Det skyldes bl.a., at socialarbejderne foretager
en subjektiv afvejning af den tilgængelige information ud fra de
gældende regler, ligesom de lægger vægt på forskellige aspekter i fastsættel-
ET FÆLLES METODEBEGREB FOR SOCIALT ARBEJDE 31