METODER I SOCIALT ARBEJDE - SFI

for, at brugeren bliver motiveret for, at der skal ske ændringer. Uden
brugerens motivation er det ikke muligt at igangsætte processen:
Jeg kan sådan set tænke lige så meget, jeg vil – men det hjælper
ikke, hvis personen, jeg sidder over for, ikke ligesom er der. Jeg
gøder i første omgang vandene med henblik på at få personen til
at vokse og komme ud af busken. (SKP-medarbejder)
Et problem i det lokalpsykiatriske arbejde er ifølge flere medarbejdere, at
brugerne ofte mangler sygdomserkendelse, hvilket gør det vanskeligt for
medarbejderne at stole på brugernes egne vurderinger af deres situation.
Nogle brugere fortæller omvendt, at de er uenige i den måde,
hvorpå medarbejderne administrerer medicinen. En bruger fortæller:
Det [medicinnedtapningen] foregår frygteligt langsomt, og det
har jeg ikke tålmodighed til. Det er Henriette [den distriktspsykiatriske
sygeplejerske], der bestemmer, og det kan jeg ikke holde
ud. Sommetider siger jeg til hende: Jeg er ligeglad, Henriette, jeg
gør det på min egen måde. Jeg er ligeglad, så må du skrotte mig
af dine patienter. Så må du skrive i journalen, at Lea [brugerens
navn] ikke er samarbejdsvillig, og derfor afslutter vi samarbejdet
med hende. (Bruger)
Medarbejderen skal motivere brugeren til at tilslutte sig en indsats, som
ligger inden for det, medarbejderen har mulighed for at hjælpe med, men
samtidig være lydhør og tage brugerens ønsker alvorligt. En hjemmesygeplejerske
fortæller, hvordan hun forsøger at håndtere denne balancegang:
Jamen, så kan man jo prøve at sætte fordele og ulemper op ved de
forskellige ting. Men jeg kan ikke tvinge vedkommende. (Hjemmesygeplejerske)
En anden medarbejder i lokalpsykiatrien beskriver kontakten med brugeren
som et “samarbejde”, der kræver brugerens tilslutning.
NØDVENDIGHEDEN AF MOTIVATION OG ANSVAR 85