Specialundervisning i folkeskolen – veje til en bedre organisering ...

Kapitel 7. Sammenligning med andre nordiske lande
tilpassede tilsyn på baggrund af henvendelser fra borgere, medieomtale eller eget
initiativ. Det svenske klagesystem adskiller sig således fra det danske ved, at Skolinspektionen
i kraft af sin brede »tilsynsportefølje« er tættere på skolernes daglige
drift end det danske klagenævn. Det er Deloittes vurdering, at antallet af klager vedrørende
specialundervisning må anses for at være lavt. Til sammenligning modtog
Klagenævnet for vidtgående specialundervisning i 2009 570 sager, jf. kapitel 3.
Organisering og styring
Specialundervisningen i Sverige praktiseres overordnet gennem den kommunale
grundskole, den kommunale særskole og den statslige sær/specialskole.
Den kommunale grundskole varetager den specialpædagogiske støtte i den almindelige
undervisning. Dette kan tildeles direkte af de enkelte skoleledere og skønnes at udgøre
ca. 95 – 98 pct. af alt den specialpædagogiske støtte, som leveres i grundskolen.
En mindre del af den specialpædagogiske støtte i den kommunale grundskole sker i
særskilte undervisningsgrupper. Disse er adskilte fra den almindelige undervisning,
og kan sammenlignes med specialklasser i det danske system. Om en elev skal henvises
til særskilte undervisningsgrupper afgøres gennem en elevvelfærdskonference,
hvor skolelederen er ordfører, og hvor der typisk er inddraget en række eksperter.
Der er ingen lovgivningsmæssige krav til, hvilke eksperter der inddrages, hvilket i
princippet vurderes af skolelederen fra sag til sag.
Kommunerne afholder alle udgifterne til den specialpædagogiske støtte i grundskolen.
Som hovedregel er ansvaret for økonomien og udgifterne til den specialpædagogiske
støtte yderligere uddelegeret til de enkelte skoler, som selv skal afholde og disponere
udgifterne hertil inden for deres samlede bevilling. Det vurderes, at der generelt
er en tendens til øget økonomisk decentralisering til skolerne, og at fælles
kommunale budgetmidler, som allokeres efter visitation, generelt er begrænsede, og
væsentligt færre end hvad der er normal praksis i danske kommuner.
Den økonomiske decentralisering medfører, at der stilles store krav til skoleledernes
faglige kompetencer og evner til at vurdere elevernes behov for specialundervisning.
Mange kommuner har derfor ressourcecentre, som tilbyder pædagogisk rådgivning til
skoler og lærere. Der er dog ingen krav om oprettelse af en egentlig PPR-enhed, og i
nogle kommuner er disse kompetencer uddelegeret til skolerne.
Den kommunale obligatoriske særskole omfatter børn med større støttebehov, og er yderligere
opdelt i grundsærskolen og træningsskolen, hvor sidstnævnte omfatter elever
med meget svære indlæringsvanskeligheder. Særskolen kan på mange måder sammenlignes
med kommunale specialskoler i det danske system. Det er således en
overvejende segregeret undervisningsform, om end ca. 20 pct. af eleverne er enkeltintegrerede.
Visitationsprocessen til særskoler er mere omfattende end til undervisningsgrupperne
i grundskolen, da det både forudsætter læringsmæssige, psykologiske,
medicinske og pædagogiske udredninger, der dokumenterer, at eleven har nedsat
Specialundervisning i folkeskolen – veje til en bedre organisering og styring · Juni 2010 151