Specialundervisning i folkeskolen – veje til en bedre organisering ...

Kapitel 2. Sammenfatning og forslag
2.3 Udvalgets generelle vurderinger og forslag
2.3.1 Udvalgets generelle vurdering
Udgangspunktet for tilrettelæggelsen af specialundervisning er, at elevers udvikling
og læring i videst mulig omfang skal understøttes i den almindelige folkeskole og i
elevens nærmiljø. Det er det bærende princip i Salamanca erklæringen, som Danmark
tiltrådte i 1994. Det følger af bekendtgørelse om specialundervisning og anden specialpædagogisk
bistand. Det indgår i mange kommuners politisk fastsatte målsætninger
for området. Og endelig understøttes det af undersøgelser af effekten af specialundervisningen,
som indikerer, at en stor del af de elever, der i dag segregeres med en
mere hensigtsmæssig indretning og udnyttelse af folkeskolen, også vil kunne modtage
støtte indenfor rammerne af den almindelige folkeskole.
Kortlægningen viser imidlertid, at omfanget af den specialundervisning, der ydes, enten
er lav (0-6 t/u) eller meget omfattende (specialklasser eller specialskoler). I modsætning
til Sverige og Finland er der således meget få elever, der modtager enten 7-11
timers almindelig specialundervisning om ugen eller enkeltintegreret specialundervisning
i den almindelige folkeskole. Analysen indikerer, at årsagen hertil blandt andet
kan findes i den måde kommunerne styrer og organiserer specialundervisningen.
Den hyppigt fremførte forklaring, at segregeringen skyldes et stigende antal diagnoser,
er således ikke bekræftet af de i analysen adspurgte visitationsudvalg.
Udvalget vurderer, at konsekvensen af den høje segregeringsgrad generelt er en
uhensigtsmæssig tilrettelæggelse af specialundervisningen for de mange elever, der
med fordel ville kunne modtage specialundervisning uden at blive udskilt fra den almindelige
folkeskole, samt at der hermed lægges et unødvendigt pres på kommunernes
økonomi, herunder at en stadig større andel af folkeskolens ressourcer anvendes
uden for folkeskolerne på segregeret specialundervisning og ikke inden for den almindelige
folkeskole til gavn for alle elever. Det vurderes tillige for ufleksibelt, at en
ikke ubetydelig del af ressourcerne til den almindelige undervisning er afsat til undervisning
af enkeltelever i 0-6 timer ugentligt.
Hvis denne udvikling skal vendes, er der behov for at iværksætte tiltag, der forskyder
specialundervisningen til den almindelige folkeskole ved anvendelsen af forskellige
mellemformer for specialundervisning – fx almindelig specialundervisning 7-11 timer
og enkeltintegration – med det formål at mindske udskillelsen af elever til den segregerede
vidtgående undervisning i specialklasser og på specialskoler. De segregerede
tilbud vil herefter i højere grad kunne målrettes elever med svære handicaps mv.
Der er desuden behov for tiltag, der kan understøtte, at den almindelige undervisning
forstås bredere, så begrænset støtte ses som en udvidelse af den nuværende undervisningsdifferentiering,
samt at der skabes en bedre indsigt i effekten af forskellige
undervisningsformer. Det vil kunne fremme udviklingen af inkluderende fællesskaber
i den almindelige undervisning, som tager højde for børns forskellige behov ved
en fleksibel tilrettelæggelse af undervisningen.
20 Specialundervisning i folkeskolen – veje til en bedre organisering og styring · Juni 2010