Specialundervisning i folkeskolen – veje til en bedre organisering ...

Kapitel 7. Sammenligning med andre nordiske lande
Figur 7.6
Fordeling af enkeltintegrerede elever pr. klassetrin og pr. type
1.000 personer 1.000 personer
12
10
8
6
4
2
0
+ 9 pct.
9.532
8.882
8.264 8.105
1167
7.387
1006
6.955
849 887
6.147
711
711
5.500
620
4.756
5.330
703
5.162
5.148
1.915 2.487 3.436 4.087 4.565 4.789
599
2.242 2.310 2.091 2.157 2.111 2.267 2.429 2.714 3.035
1. kl. 2. kl. 3. kl. 4. kl. 5. kl. 6. kl. 7. kl. 8. kl. 9. kl.
12
10
8
6
4
2
0
Enkeltint. (små grp.) Enkeltint. Specialskoleelever
Kilde: WERA statistik.
Figuren illustrerer en tydeligt positiv sammenhæng mellem antallet af elever, der er
kategoriseret fuldtidsspecialundervisningselever, og elevernes alder/klassetrin. Størstedelen
af fuldtidsspecialundervisningen tildeles i udskolingen og er i gennemsnit
voksende med 9 pct. pr. klassetrin fra 1. til 9. klasse. Denne sammenhæng kan tilskrives
ønsket om at begrænse den segregerede undervisning. Enkeltintegreret undervisning
tilbydes således først, når den almindelige deltidsspecialundervisning er
fundet utilstrækkelig, hvilket forklarer proportionaliteten mellem klassetrin og aktivitet.
Det bemærkes, at den positive sammenhæng mellem aktivitet og klassetrin står i
modsætning til forholdene på det danske specialundervisningsområde, hvor tendensen
er modsat rettet, dvs. at størstedelen af specialundervisningsindsatsen finder sted
i de mindre klasser. Betragtes alene mønstret omkring specialskolerne er forskellen
mellem de to lande fortsat øjensynlig, i og med at udviklingen i Danmark er kendetegnet
ved, at aktiviteten falder i mellemskolingen, hvilket indikerer en indslusning i
den almindelige folkeskole, som ikke kan genfindes i de finske aktivitetstal.
I figur 7.4 er antallet af enkeltintegrerede i små grupper nogenlunde konstant på
tværs af klassetrinene. Det kan tolkes som et udtryk for, at man ved at foretage
screeninger i de mindste klasser er i stand til at identificere elever med behov, som
ikke kan dækkes ved en intensiv støtte i normalklassen. Dermed overflyttes eleverne
til mindre grupper af enkeltintegrerede, allerede fra de påbegynder skolegangen. Det
hænger ligeledes sammen med, at man i Finland først og fremmest segregerer elever
med svære fysiske eller psykiske handikap – karaktertræk, der lader sig identificere
tidligt i skolegangen, hvorimod for eksempel adfærdsvanskelige elever sjældent segregeres.
166 Specialundervisning i folkeskolen – veje til en bedre organisering og styring · Juni 2010