Specialundervisning i folkeskolen – veje til en bedre organisering ...

Kapitel 3. Udviklingen i lovgivning, aktivitet og udgifter
Boks 3.1
Folkeskoleloven fra 1937
»For børn, der ikke kan følge den almindelige undervisning, skal der, hvis forholdene tillader det, oprettes en
særskilt undervisning (særklasser, tunghøreklasse og lignende). «
Uanset fraværet af lovgivning på området var perioden fra slutningen af det 19. århundrede
frem til sidst i 1950’erne præget af opvæksten af specialskoler og specialklasser
i folkeskoleregi primært i bykommunerne, hvor betegnelsen var »værneklasser«.
Værneklasser var et udtryk for, at disse børn skulle skånes for den almindelige
klasseundervisning, hvor eftersidning, straf o.l. var de almindelige reaktioner over for
elever, der ikke levede op til de faglige krav. Senere ændredes betegnelsen for denne
undervisning til »særklasser« og »særskoler«. I landdistrikterne blev der ikke givet sådanne
særlige undervisningstilbud. Her var alternativet til den lokale skole henvisning
til forsorg.
3.1.2 Fra »særundervisning« til »specialundervisning«
I perioden fra 1958 til 1970 introduceredes udtrykket »specialundervisning«, som afløser
for udtrykket »særundervisning«. Det nye var, at specialundervisning kunne
etableres i det ordinære undervisningsmiljø, hvis det var muligt. Specialundervisningen
udbyggedes herefter over hele landet i de almindelige skoler, fortrinsvis i starten
som holdundervisning i dansk og matematik, suppleret med hjælpeskoler for børn
med generelle udviklingsvanskeligheder. Holdundervisningen fungerede som et supplement
til den ordinære undervisning.
Boks 3.2
Folkeskoleloven fra 1958
Kommunerne er forpligtet til at oprette specialunderundervisning til elever, hvis udvikling på grund af et
handicap kræver særlig hensyntagen og støtte. »For børn, der på grund af talevanskeligheder, svagt syn,
svag hørelse, små evner eller læsevanskeligheder ikke med tilstrækkeligt udbytte kan følge den almindelige
undervisning, indrettes der specialundervisning.«
En effektundersøgelse fra 1968 1 konkluderede, at skolegangen i læseklasser ikke havde
større effekt end undervisningen på hold i hjemskolen. Det syntes at være afgørende
for effekten, om barnet var i et støttende undervisningsmiljø, hvor dets selvtillid
og lyst til at lære blev opretholdt. Undersøgelsen fik stor betydning for opbygningen
af holdundervisningen, især i landdistrikterne, hvor etablering af for eksempel
læseklasser aldrig blev så udbredt som i byerne. Amterne påbegyndte i slutningen af
1960’erne oprettelsen af centre for specialundervisning. Herved skabtes der et alternativ
til henvisning til forsorgsundervisning i landdistrikterne. De første centre blev
oprettet i Jylland, hvor afstanden til specialinstitutionerne var stor.
1 Kilde: S.A. Tordrup: Nogle bemærkninger vedrørende effekten og værdien af specialundervisning i dansk, Skolepsykologi
1968, særtryk p. 172-201.
38 Specialundervisning i folkeskolen – veje til en bedre organisering og styring · Juni 2010