Felix Culpa. Syndefaldet og den sokratiske metode i

”Gang paa Gang [er det hændt mig], at en Dame har erklæret, at jeg gjorde hende ulykkelig, og at
hun ønskede at baade hun og jeg var døde, netop som jeg gjorde mit bedste for at gøre hende
lykkelig. Det er jo nu saa længe siden, at Adam og Eva […] først gjorde hinandens Bekendtskab i
Haven, at det maa kaldes et sørgeligt Resultat, naar vi endnu ikke kan gøre hinanden tilpas.” 22
Det på en gang tragisk uundgåelige og samtidig dynamiske i det grundlæggende misforhold
mellem mand og kvinde er et genkommende træk i Blixen fortællinger og ses i forholdet
mellem Lise og Konrad. Lise møder Konrads pragmatisme med passion – og han svarer
igen med mere pragmatisme. Lise svarer igen med mere passion: Hun lader sin hat dale til
jorden og slår håret ud, før hun forlader ham og begiver sig ud i skoven. Man aner, at
idyllen er på vej til at udvikle sig til et erotisk rokoko-motiv a la Mozarts operaer eller
maleren Jean Honoré Fragonards Les Hasards de’Escarlopette. 23
Hér begynder syndefaldet i ”Ringen”. Lise bevæger sig væk fra sin mand, gennem et tyst
og stille landskab. Skjult for mændene ved fårehuset beslutter hun sig for at forsvinde ind i
skoven, så Konrad kan komme jagende efter hende. Hun kommer i tanke om en lysning,
som hun har opdaget nogle dage forinden, da hun var ude at spadsere med sin lille hund
Bijou. I dag har hun ladet Bijou blive hjemme. Hunden er et traditionelt symbol på
trofasthed, og ”Bijou” betyder smykke, men i denne kontekst måske også dyd.
Lise bevæger sig i retning af lysningen, der fremstilles som et hemmelighedsfuldt og
helligt sengeleje: Denne ”Alkove med gyldengrønne Omhæng”, føler hun, er ”Hjertet” i
hendes ”Kongerige”. 24 Lise vover sig ind i skovtemplet alene, selvom det ikke er helt let:
En kvist hiver i garneringen på hendes kjole, en gren griber i hendes hår. Men hun bevæger
sig ufortrødent og lydløst hen over den bløde, fugtige jordbund og dækker sine læber med
et lommetørklæde. Da hun træder ind i lysningen, træder hun samtidig i sin kjolesøm. Hun
bukker sig for at løsne den, og da hun rejser sig, ser hun lige ind i ansigtet på fåretyven, der
også har søgt tilflugt i lysningen. Fåretyven er bevæbnet, men han er også såret. Han er på
en gang frygtelig og faretruende og samtidig skrøbelig og udsat.
Mødet mellem Lise og fåretyven forløber i fuldstændig tavshed som en pantomime,
uden for tid og rum: ”For de Optrædende i Pantomimen var det tidsløst, efter Klokkeslæt
tog det 4 Minutter.” 25
Uden at de tager øjnene fra hinanden, opdager Lise, at alkoven i skoven er forvandlet:
Den er blevet omdannet til et vildt dyrs leje, skovbunden er trampet til, der ligger sække på
jorden som natteleje, og jorden er overstrøet med afgnavede ben, sort aske og udbrændt
- 17 -