Felix Culpa. Syndefaldet og den sokratiske metode i

væsentligste pointe med artiklen er at vise, at forestillingen om Felix Culpa, det lykkelige
syndefald, ikke fødes med Milton, men har været en integreret del af kristendommen siden
de første kirkefædre, ja, en uadskillelig del af den kristne tanke fra begyndelsen. 58 Digtere,
kirkefædre og filosoffer har fortolket paradokset gennem årtusinderne. Et fællestræk er, at
der er blevet sat en sammenhæng mellem syndefaldet og syndernes forladelse. Altså: Den
forsoning, Det Nye Testamente præsenterer, er kun mulig på grund af Adams synd. Med
andre ord: Intet syndefald, ingen Jesus,
og dermed ingen kristendom. 59
Argumentet har derfor været, at
eftersom man betragtede syndernes
forladelse som et gode, så måtte
syndefaldet også være et gode. Ikke
desto mindre var synden jo ifølge
dogmatikken et onde. Disse overvejelser
ledte kirkefædrene til nogle voldsomme,
ubesvarede – måske ubesvarlige –
spørgsmål: Kunne det have sin rigtig-
hed, at det onde, ud fra et mere over-
ordnet synspunkt, kunne være et gode?
Og hvis dette var tilfældet, kunne det da
tænkes, at syndefaldet i virkeligheden
skete i overensstemmelse med Guds
vilje? Dette er de grundlæggende spørgs-
mål i Felix Culpa-paradokset, som kirke-
faderen Augustin giver grundig behand-
ling i sin Enchiridion ad Laurentium. 60
Efter Lovejoys mening formår
Augustin ikke helt at besvare spørgs-
målet fyldestgørende. Lovejoy bemærker, at den store kirkefader er ”manifestly skating on
rather thin ice”, 61 og at Augustins tænkning med al tydelighed fremviser nogle af de
moralske vanskeligheder og metafysiske faldgruber, der er forbundet med begrebet om
Felix Culpa. Alligevel er det genstridige begreb en integreret del af kristendommen og
bliver endda indskrevet i påskehymnen, hvor det synges: ”O certe necessarium Adae
- 29 -
Hugo van der Goes: Udsnit af Diptychon mit
Sündenfall und Erlösung (Beweinung Christi), (1479).
Kunsthistorisches Museum, Wien