Felix Culpa. Syndefaldet og den sokratiske metode i

”Det ubeskrevne Blad” er på en gang en poetik og ren poesi, en fortælling om en
fortælling, der ikke kan fortælles. Den enkelte læser må selv drage sine konklusioner, eller
som Halsall skriver:
The mixture of flattery of the intra-diegetic readers who are not “uninitiated” (neither are we, the
readers) and the concern she expresses for the nurturing of her own “credit” or ethos marks the
narrator’s rhetorical strategy and stance. Despite the danger to her credibility, she says, thus
combining captatio benevolentiae with retorsion, the device of appearing to argue on the adversary’s
ground as a sign of good faith, she will tell the tale. This she does, and we return to our final
consideration of its ending. Which tale, one may ask? A good question! 149
Hvis fortællingen betragtes ud fra logikkens grundformer, ender den nemlig med ganske
simpelt at opløse sig selv – A og ikke-A er meningsløst. Men ”Det ubeskrevne Blad” synes
ikke udelukkende at være en ”tale hen i Vejret og et Foredrag om ligegyldige Ting”. Men
hvad er det da?
I artiklen “Mallarmean
Poetics and Isak Dinesen’s
Politics in ‘The Blank Page’”
sammenligner Barbara Gabriel
fortællingens titel med den
russiske maler Malevich og den
franske kritiker og digter
Mallarmé. Maleren Malevich
regnes for den abstrakte
malerkunsts stamfader. I serien
Suprematism og i særdeleshed
maleriet Hvid på hvid (1918), der
forestiller en hvid firkant på
hvid baggrund, konstituerer
Malevich abstraktionen som en
sublim transcendens, en fraværets metafysik.
Kazimir Malevich: Suprematism (Hvid på
hvid) (1918), MoMa, New York.
Digteren Mallarmé arbejdede på tilsvarende vis med fraværet og den blanke linje i sine
digte og var fascineret af tavsheden. For Mallarmé var forbilledet for teatret pantomimen,
for det skrevne ord den blanke side. I essayet Mimique beskriver Mallarmé Pjerrot som
- 71 -