Felix Culpa. Syndefaldet og den sokratiske metode i

Hvis Adam og Isha spiser af kundskabens træ, får de ikke sex – men bevidsthed om
godt og ondt og bliver dermed en trussel mod Gud. Mandinden spiser æblet og giver det til
manden. Det interessante er, at den første reaktion på at have indoptaget kundskaben er, at
de samler figenblade op til at skjule sig med, jvnf. hemmeligheden, Lise bærer på ved
”Ringens” slutning. De er nu bevidste om deres egen individuation fra den anden og må
skjule sig for hinanden. Derefter sendes Adam og Isha ned på jorden, og mandinden, Isha,
bliver til Eva – et navn, Adam giver hende, og som betyder ”mor til alt levende”.
Der er to ting at bemærke her: For det første sender Gud mennesket bort, fordi han er
bange for, at Ish og Isha opnår udødelighed. Først med syndefaldet bliver menneskene dødelige.
Dernæst, at det først er ved syndefaldet, at mennesket bliver menneske – Isha bliver mor til alt
levende. Syndefaldet kan enten læses negativt: Mennesket er, qua menneske, en synder.
Eller positivt: Mennesket er menneske, qua synden. Disse tre ”forvandlinger”, at
1) mennesket bliver dødeligt ved syndefaldet,
2) mennesket bliver menneske ved syndefaldet, og
3) mennesket er menneske qua synden,
er centrale for Blixens fortolkning af syndefaldet, og går igen i hendes fortællinger.
Før Lise møder tyven i skoven, er hun ikke et menneske, hun er en engel eller en sky
eller et lam. Parallellen drages direkte i det maleriske citat, jeg indledningsvist nævnte, der
beskriver Lise lige så let og hvid som skyen, der igen sammenlignes med lammet. Lam, sky
og Lise deler en ensidig, kontrastløs hvidhed. Dette er måske nok idyllisk, men så snart livet
begynder, bliver tingene mere tvetydige. Eller rettere: Først når tingene bliver mere
tvetydige, begynder livet.
Der er ikke noget specifikt moderne ved, at mennesket ikke kan nå Paradiset.
Syndefaldsmyten slutter med, at Gud sætter keruber foran Paradisets port ”med lynende
flammesværd” som vogtere over vejen til livets træ. Når Søndergaard derfor begynder sin
litteraturhistoriske gennemgang af syndefaldet med Milton og ender med, at tvivlen ”over
naturalismen som hos Blixen går over i en vished om det umulige i at vende tilbage”, går
han galt i byen. Det, at mennesket ikke kan nå Gud, er ikke en specifikt moderne erfaring,
men tværtimod en gammeltestamentlig erfaring. Først med Kristus og syndernes forladelse
i Det Nye Testamente åbnes op for perleportene og forsoningen med Gud.
- 27 -